Alle lokale historier
Historie · af Bent Jensen

Bent Jensen fortæller om krigen

Bent Jensen, født 1933 i Gl. Mørke, var 12 år, da krigen sluttede. Han husker et nedstyrtet tysk fly, modstandsmanden Axel, den tyske skydebane og befrielsen den 4. maj 1945.

Erindringer2. Verdenskrig

Bent Jensen fortæller den 26. september 2025.

Jeg er født i 1933 i Gl. Mørke og var 12 år, da krigen sluttede i 1945. Jeg startede i “Den nye” skole i 1943, men nåede kun at gå der i kort tid, da tyskerne tog den.

En dag, jeg var i skole, faldt et tysk fly ned ved Damgården. De tyske soldater hoppede ud af flyet og landede i el-trådene og i træerne. Flyet brændte, og det knaldede fra ammunition, der eksploderede. Vi fik besked på at lægge os ned på gulvet i klassen.

Der var mange tyskere i Mørke. De boede både på kroerne, på skolen og hos private. Hos mine forældre i Gl. Mørke boede Axel til leje. Han var modstandsmand — det vidste min mor ikke, så havde han ikke fået lov til at bo der. Under krigen var der en tysk skydebane på Kildegårdsvej. Der kunne vi finde tomme patronhylstre i området.

De tyske soldater var de sidste år yngre og yngre, og når børnene i Gl. Mørke stod på skøjter på engen eller kælkede ned ad Skrædderbakken, så deltog de tyske soldater i legen.

Hverdag under krigen

Jeg husker juleaften 1943, hvor der var en flæskesteg i ovnen, og køkkenvinduet stod åbent. Pludselig stak en tysk soldat hovedet ind ad vinduet og spurgte, om han måtte få noget mad.

Jeg husker, at vi hverken havde indlagt vand eller strøm i starten af krigen, men en af delene fik vi i slutningen — husker ikke hvad. Vi hentede vand hos naboen og husker, at vandet i brønden næsten frøs til, så der kun kunne komme en kop gennem hullet i isen. Det var koldt om vinteren, og huset var så dårligt isoleret og vinduerne kun med ét lag glas, så vand i en kop eller skål frøs i vasken i køkkenet. Det var koldt at varme sengen op, når vi gik i seng.

Husker, at min mor lavede kartoffelsmør — kartoffelmos blandet med smør til at smøre på brødet; det fik smørret til at række længere. I slutningen af krigen kom der tyske flygtninge til Mørke; de boede en kort tid i den længe på skolen, der i dag er revet ned og erstattet af ældreboliger.

Befrielsen

Da vi fik at vide, at tyskerne overgav sig, og krigen var slut den 4. maj 1945, sprang vi ud på vejen og fejrede det med naboerne. Dengang havde vi kirsebærvin at skåle med.

Der var også værnemagere i Mørke og kvinder, der havde været for venlige overfor de tyske soldater. De fik klippet håret af og blev vanæret.

Bents kone Eli, som var 8 år i 1945, boede i Skødstrup/Løgten. Her tog tyskerne også skolen. Hendes forældre havde tyskere boende i kælderen og i en garagebygning, hvor de sov i køjer. Eli husker både Richs kaffeerstatning og rationeringsmærkerne for sukker.