Under og efter krigen — Karen Skriver
Karen Skriver, født 1929 i Bale, var 16 år, da krigen sluttede. Hun husker cykelturen til Hornslet på massivgummidæk, de ekstremt kolde isvintre og luksusen ved at få appelsiner igen.
Karen Stadil Petersen (tidligere Skriver) fortæller den 13. september 2025.
Jeg er født i 1929 i Bale og var ung — 16 år gammel — da 2. Verdenskrig sluttede. Jeg boede i Ommestrup på Balevej 1, sammen med min far (Marius Skriver), mor (Marie Sofie Skriver) og to søstre (Margrethe og Inger Skriver). Vi boede hos Marius’ far, Peder Christensen Skriver — min farfar.
Hver dag cyklede jeg fra Ommestrup til Hornslet Realskole. Under krigen kunne man ikke få cykelslanger, så dækkene var af fast gummi og meget hårde at cykle på. Jeg fulgtes hver dag med nogle drenge, som også skulle til Realskolen. På cykelturen mødte vi ofte tyskerne, som holdt til inde i skoven ved Rosenholm Slot. I 1944 overtog tyskerne skolen.
De kolde isvintre
Det var nogle meget kolde vintre under krigen — ekstremt koldt med sne og hård frost. Faktisk hele tre vintre i træk fra 1939–1942. Det blev kaldt trillingeisvintrene. Igen i 1946/47 var det isvinter. Det var forfærdeligt koldt og meget svært at holde varmen. Der var stor mangel på brændsel. Vi søstre sov sammen for at kunne holde varmen.
Vi boede jo i en lille landsby og mærkede ikke så meget til krigen. Der var knaphed på kød, men min far gik på jagt og skød en hare eller fasan, så der var kød på bordet af og til. Ellers var der ofte suppe og grød (risen- eller frugtgrød) på menuen.
Jeg mener, at en af lærerne på Mørke Skole var modstandsmand. Men ellers var familien forsigtige — vi turde f.eks. ikke høre nyheder i radioen, det var jo forbudt. Det var svært at få stof til tøj, så meget blev syet om, så det kunne bruges igen som nyt. Syersken i Mørke syede tøj til de tre søstre. Fars søster Margrethe døde som 19-årig af den spanske syge i 1919, og da man ikke smed tøj ud, havde vi hendes tøj og brugte det eller syede det om.
Efter krigen
Det sidste år af krigen arbejdede jeg på Fredensbo i Ommestrup, og derefter kom jeg i kontorlære på Jydsk Telefon i Århus. Da krigen sluttede, blev vi forfærdede over at høre om koncentrationslejrene og alt det frygtelige, der var sket — det havde vi slet ikke hørt om under krigen. Efter krigen var der også kvinder i Mørke-området, der havde fået klippet håret af og blev hånet, fordi de havde været tyskervenlige.
Julen 1945, efter krigens afslutning, kunne man igen få appelsiner. Det var helt fantastisk og ren luksus.
Jeg mødte min mand Vagn ved en fest med kolleger fra Jydsk Telefon i 1949, og vi blev gift i 1950. Dengang var det stadig svært at få kød. Min far Marius var jo jæger og sendte af og til en hare med rutebilen, når den kørte gennem Ommestrup på vej til Århus. Så hentede jeg den på rutebilstationen.