Alle lokale historier
Historie · af Mørke Egnsarkiv

Pauli Damsgård — arbejdsmand og spillemand

Pauli Damsgård fra Bale var landarbejder hele sit liv og spillemand ved siden af. Musikken hentede han i marken, i mosen og i barndommens landsby — og satte den på noder som valse og polkaer.

Personer & virksomhederEgnsbeskrivelser

Pauli Damsgård blev født i 1907 i Bale. Han var af en bonde- og landarbejderslægt, og for ham blev arbejdet på landet og udfoldelsen i musikken vævet sammen. Man kunne godt leve et landarbejderliv uden at spille, men for Pauli blev musikken forankret i livet og arbejdet på landet.

Pauli Damsgård med sin harmonika

Når Pauli fortæller om sin slægt, nævner han hverken sin mor eller sin far. Det er oldefar, bedstefar og onkel, han har med i sine beretninger. Hans fødselsår og dåb er registreret i kirkebogen, hvor moderen står opført som ugift pige Petra Kirstine Pedersen, 18 år. En far er ikke opført.

Det er formodentlig forklaringen på, at Pauli — som så mange børn født uden for ægteskab — voksede op hos sine bedsteforældre. Her voksede han op sammen med sin onkel Peder, som vi vel må udlægge som den sandsynlige barnefar. Hvor meget onkel Peder har betydet for Pauli i opvæksten, ved vi ikke, men Pauli har i hvert fald hørt ham udfolde sig som spillemand — og mon ikke Peder også har lært fra sig.

Pauli har fortalt om sin oldefar Peder Damsgård, der også boede i Bale. Han var tagdækker og snedker, han flettede pilekurve, og han var spillemand på både violin og harmonika. Så musikaliteten havde Pauli ikke arvet fra fremmede — den lå i familien.

Barndom

Pauli voksede op i Bale med landsbyens gårde og landarbejderhuse og med møllen som det karakteristiske vartegn.

Bale Mølle med avlsbygninger, fotograferet en vinterdag

Han har nedskrevet en beretning om en barndomsvinter, dengang der — i hvert fald i erindringen — var vintre til:

Vi børn kunne om vinteren, når der var kommet sne, køre i slæde oppe fra Møllebakken, ned over Engtoften og endte i den dybe Hulbækslugt — der var fart på. I den stille frostdag hørte vi plejlslag. Det var fra Enggårdens tærskelo, hvor min bedstefar tærskede rugen og lavede den tærskede rughalm til tækkehalmsbundter.

Det blev i erindringen til valsen “Leg i Engtoften”, komponeret i 1980. Bedstefaren har øjensynligt videreført sin fars arbejde som tækkemand, men om han var ejer af Enggården eller daglejer, har vi endnu ikke kunnet opklare.

Møllen var landsbyens vartegn, og Pauli fortæller:

Som dreng var jeg meget imponeret af den firevingede Bale Mølle. På møllens sejl var der trykt en reklame for Otto Mønsteds Plante Margarine. En møllersvend tog en sommerdag turen rundt på en vinge, dog fastgjort med et reb. Mølleejeren og hans kone var taget en tur med toget til Århus — ellers var løjerne nok ikke gået.

Kalø Vig Damptærskeværk med lokomobil og tærskeværk

Det var også en stor dag for os børn, når der skulle tærskes korn. Så kom Kalø Vig Damptærskeværket. Dampfløjten lød. Så startede det store lokomobil, og man hørte tærskeværkets brummen og halmfræserens slag.

Også den dag satte sig som musik — “Den lystige møllersvend”, komponeret i 1978.

Skolegang

Pauli kom i skole i Mørke, formodentlig i 1913 eller 1914. Han fortæller selv, at han allerede før skolestart havde lært at læse, og at han kunne spille på sin egen harmonika, som han havde overtaget fra onkel Peder allerede som femårig. Han mente selv, at han havde lært sig begge dele af sig selv — men mon ikke han har lært noget af sine forfædre og af onkel Peder.

En nabo på Pipgården (Bakkegården) havde fortalt lærer Carlsen, at Pauli kunne spille harmonika. Så bestemte læreren, at Pauli allerede den anden skoledag skulle underholde sine skolekammerater en hel time. Det var nok Paulis første “offentlige” optræden, og efter eget udsagn var den en succes.

Folkene på Pipgården var også musikalske. Bondemanden selv agerede spillemand sammen med onkel Peder, og der blev holdt danseaftener — liegstow — for egnens karle og piger i overstuen. Pauli har sikkert fået lov at lytte med. Han var meget imponeret af en ny harmonika, som stod i stuen, og som han fik lov at prøve. Den blev til “Bakkegårdspolka”, komponeret i 1940.

Ud at tjene

Pauli blev konfirmeret i efteråret det år, han fyldte 14 — altså i 1921. Året før var han kommet ud at tjene på en gård, der hed Valdborg Mosegård. Han fortæller, hvordan han en aften alene hjemme kiggede ud ad vinduet på sit kammer og blev betaget af udsigten over Kalø Vig med slotsruinen og med Århus på den anden side af bugten. Så det blev ikke til noget med at repetere katekismus eller andre konfirmationslektier:

I stedet tog jeg min gamle Magdeburger harmonika og spillede nogle vemodige takter.

Det blev til “Hyrdedrengens høstaften”, sat på noder i 1967.

Sådan fortsatte livet for Pauli som tjenestekarl og daglejer gennem 1920’erne. Efter et par år som karl på forskellige gårde omkring Bale besluttede han sig for at prøve det lidt friere liv som daglejer på de større herregårde. Som 17-årig fik han gennem et fæstekontor i Århus job på herregården Jernit ved Hammel. Her var et stort folkehold på omkring 20 mand, daglejere og husmænd — noget ganske andet end at tjene på en almindelig bondegård med måske to karle og en pige i køkkenet. Tonen var barskere, og det var ikke helt let for en 17-årig at begå sig. Det fik Pauli også at mærke. Men han fortæller, hvordan han fik sat sig i respekt, blandt andet ved at give koncert for gårdens folk på 12 afstemte flasker efter arbejdstid.

En skøn måneskinsaften fandt jeg ud af, at livet for frie mennesker kunne være vidunderligt. Jeg så månen stige op over storskovens trætoppe, og jeg blev betaget af en særlig romantisk følelse. Jeg har skrevet en vals som et minde om min tid på Jernit.

I noterne til “Livet på Jernit” står der, at den skal spilles “roligt udførende … og med meget følsom afslutning”.

Pauli fandt nok størst inspiration i de gode minder — fra barndommen, fra arbejdet på gårdene og fra naturindtrykkene. Det betyder dog ikke, at han manglede blik for de ofte belastende arbejdsvilkår. Han nævner husmændene, som havde familier at forsørge, og de polske roepiger på Lolland, hvor han måske også selv har arbejdet som daglejer.

Fra sidst i tyverne og frem arbejdede Pauli som murerarbejdsmand, på et af egnens teglværker og ikke mindst i tørvemoserne. Årene som teglværksarbejder og i mosen var de strengeste, han havde oplevet:

Vi var ukendelige, så trætte var vi, når vi kom hjem om aftenen.

Gift med Ida

Pauli har formodentlig giftet sig med sin Ida omkring 1930. I hvert fald købte de deres lille hus på Damvej i Ommestrup i 1932 — for 300 kr., fortæller Pauli som 77-årig i en avisartikel.

Tegning af et stråtækt hus, signeret P. Damsgård

Spillemand og komponist

Der er ingen tvivl om, at Pauli lærte at spille ved at lytte til og efterligne sine slægtninges musik på gårde og i forsamlingshuse i og omkring Bale — en form for sidemandsoplæring. Måske har han fået lov at spille sammen med bondemanden på Pipgården og onkel Peder til liegstow i gårdens overstue.

Pauli siger selv, at han lærte sig både violin, harmonika og noder på egen hånd. Men mon ikke han har fået mere kyndig hjælp — både til at udøve musikken og ikke mindst til at nedskrive sine kompositioner. Det musikalske anlæg har han arvet, og måske var det den første optræden i skolestuen, der motiverede ham til at forfølge og forfine den arv.

Pauli begyndte tidligt at spille til dans i forsamlingshusene sammen med andre spillemænd. Den typiske besætning var violin og fløjte, og han dannede tidligt en fast trio. Harmonikaen var i starten mest et solistinstrument. Med den optrådte Pauli blandt andet på det daværende Kaløvig Badehotel ved Følle Strand, og til det sted komponerede han Kaløvig-valsen, som han også optrådte med i Århus-Hallen i 1948. Pauli blev efterhånden en kendt musiker også længere væk end Bale og omegn.

Pauli Damsgårds egen nodeoptegnelse af "Kalø Vig Vals", dateret 1933

Man må følge med tiden

Allerede som ung mand dannede Pauli sit første orkester — en trio af violin, melodibanjo og harmonika. Senere kom andre sammensætninger til. I løbet af trediverne ville man have trommer med til dansemusikken, og så blev det en trio med violin, trommer og harmonika, nogle gange suppleret med en pianist. Pauli kunne selv bedst lide den gamle spillemandsbesætning, men han fulgte med tiden.

Det kan man også se på hans “sætlister”, som er optegnet. Her var de populære slagere rigt repræsenteret side om side med hans egne kompositioner: “Den lystige møllersvend” (Pauli), “Sov dukke Lise”, “En lille rystedans”, “I den lille have”, “Kalø Vig valsen” (Pauli), “Når lygterne tændes”, “To tur fra Vejle” og “Blåkærvalsen” (Pauli).

I 1956 måtte Pauli stoppe med at spille til baller på grund af en blodprop. Men han kom sig — blandt andet ved at genoptræne sin motorik med violinen.

Da spillemandsmusikken fik en renæssance i 1970’erne med den voksende interesse for folkemindeindsamling, blev der også interesse for Pauli som udøvende musiker og som komponist.

Min interesse lå ved den såkaldte gammeldans og folkemusik. Til flere slags fester, jultræs- og liegstowfester spillede jeg igen sammen med de rigtige ældre landsbyspillemænd. Vi blev en spillemandstrio: en første violin, en tenorfløjte og jeg selv på 5-radet kromatisk harmonika.

To spillemænd med violin og 5-radet kromatisk harmonika

Det er også i den periode, Pauli nedskrev de fleste af sine kompositioner og sine barndoms- og ungdomserindringer. I 1986 tog Rønde Lokalhistoriske Forening — som del af Flygtning 86- indsamlingen — initiativ til en kassettebåndoptagelse, hvor Pauli spiller flere af sine kompositioner og fortæller, hvad der inspirerede ham til melodierne. Så vi kan stadig høre Pauli udfolde sig på harmonikaen og høre ham fortælle selv.