Johanne Pedersen Kjærs historie
Fortalt i 2005 af Sofie Selling Rasmussen om sin oldemor Johanne Kjær — født 1836 i Søby, enke efter kun 14 års ægteskab, og siden kendt i Ommestrup som klog kone og fødselshjælper.
Fortalt af Sofie Selling Rasmussen (datter af Gudrun Selling) i marts 2005.

Johannes far Peder Kjær var født i Ølsted d. 21.04.1798. Hans første ægteskab var med Anne Johanne Pedersdatter. Han staar som gaardmand i Søften på afgangslisten i 1829. De havde da børnene Berthea Marie på 5 aar og Johanne på 1 aar samt en tjenestepige Mette Nielsdatter født 13.03.1808 i Møgelby. Efter afgangslisten flyttede familien til Spørring og Mette flyttede med.
Saa maa Peder Kjærs kone være død, for 30.09.1834 bliver han og Mette viet i Spørring Kirke. Her bliver datteren Helle døbt den 9.12.1834. Familien flytter nu til Søby, her havde Peder Kjær købt en mindre ejendom, som de havde 4 aar. Her blev Oldemor (Johanne) født 26.9.1836. Den 4.09.1837 fik Peder Kjær fæstebrev paa en gaard under “Skaføgaard”. Gaarden var Agaard paa 36,3 ha beliggende i Termestrup. Her blev Sønnen Niels Pedersen Kjær født 13.10.1840.
Som fæstebonde skulde Peder Kjær udføre hoveriarbejde på “Skaføgaard”, og en forårsdag hvor han arbejdede i marken paa Herregaarden fik han blodstyrtning og døde af blodtabet som følge af tuberkulose. Kun 43 aar gammel.
En stedfar og tre halvsøskende
Nu sad Mette Kjær som enke paa fæstegaarden med 3 smaa børn. Hun havde brug for en mandlig hjælper, og blev viet i andet ægteskab til Simon Pedersen den 22.01.1843 i Hvilsager Kirke. Simon Pedersen var født den 13.09.1813 i Hvilsager og fik fæste paa gaarden den 25.10.1843.
Nu fik Johanne stedfar og med tiden 3 halvsøskende: Peder Kjær Simonsen f. 15.12.1843 i Termestrup, Marianne Simonsdatter f. 4.07.1845 i Termestrup, Peder Larsen Simonsen f. 1.06.1847 i Termestrup.
Som ung pige tjente Johanne bl.a. paa “Skaføgaard” som dengang ejedes af Konseilpræsident Jacob Estrup. Hun fortalte min mor, at han var saadan en rar mand. Hun skulde servere varm chokolade for ham om eftermiddagen. Han sagde ofte til hende, at hun skulde gaa ud i anretterværelset og drikke det, der var tilbage i kanden inden hun bar den ned i køkkenet, for hun var saadan en flink pige.
Enke efter 14 aars ægteskab
Johanne Kjær havde truffet en ung mand Chresten Pedersen Skriver fra “Ommestrupgaard” og parret blev viet i Hvilsager Kirke den 8.11.1861. De flyttede ind på gaarden i Ommestrup og her fødtes deres 3 børn, Peder, Simon og Marie der blev født 8.11.1872.
Marie er min mormor, hun blev viet til Niels Jensen fra “Grimsbjerg” den 24.10.1890 i Mørke Kirke. Min oldemor blev tidlig enke kun 39 aar gammel. Jeg har faaet fortalt af min mor, at oldefar blev sparket i hovedet af en hest, og at han formentlig havde haft kraniebrud, for han blev ikke rigtig normal igen. Efter 14 aars ægteskab tog han sit eget liv. I kirkebogen i Mørke står, som dødsaarsag “hængte sig i sindsforvirring i et træ”.
Nu kan jeg bedre forstaa hvorfor, at oldefar og oldemor blev begravet i dengang kirkegaardens nordligste hjørne i stedet for i familiegravstedet for slægten Skriver. Dengang matte selvmordere ikke begraves i hellig jord, de blev begravet udenfor kirkegaardsdiget. Men da oldefar havde en stor gaard, har man nok set bort fra den bestemmelse, saa han fik et lille hjørne indenfor diget.
Min mor har ogsaa fortalt, at hun spurgte engang sin mormor, hvorfor hun ikke havde giftet sig igen. Hun havde da en god gaard, var ret ung og saa godt ud. Hertil svarede hendes mormor “jeg har haft tilbedere nok, men jeg har haft en stedfar og det vil jeg ikke udsætte mine børn for”. Hun havde ikke gode minder fra barndomstiden.
Ved folketælling i 1880 staar Peder Larsen Simonsen som bestyrer af gaarden i Ommestrup, han var søn af Mette Kjær og Simon Pedersen i Termestrup og altsaa Johanne Skrivers halvbroder.
Klog kone i Ommestrup
Paa sine gamle dage købte Hanne (Johanne) Skriver et hus i Ommestrup (Ebeltoftvej 114). Her blev hun kendt som klog kone, hun vidste mange gode raad, og behandlede folk der kom og spurgte om hjælp for deres sygdomme. Hun var ogsaa fødselshjælper mange gange, baade for mennesker og dyr.
I mange aar havde oldemor en hushjælp der hed Maren Pedersen, hun var født i Ommestrup den 14.04.1859 og var søster til Niels Pedersen der ejede en gaard her til sin død den 21.11.1937. Niels Pedersen var min mand Søren Rasmussens morfar, saa det er et pudsigt sammentræf.
Mor har fortalt, at naar der blev bagt, slagtet eller syltet paa “Grimsbjerg” blev der sendt en kurvfuld ind til Ommestrup. Naar oldemor gemte smaakager for at give dem væk klagede Maren til mormor og sagde til hende “Marie er det ikke os selv, der skal spise dem, hun giver det hele væk”.
Hanne Skriver var nok en selvstændig dame, for min morfar paa “Grimsbjerg” har sagt “Marie du maa bære alt det du vil ind til din mor, men jeg vil ikke have hende i huset”.
Som skolebørn besøgte mor og hendes søskende tit deres mormor, naar de gik hjem fra skole. En vinter, hvor der var is paa dammen, faldt min morbror Valdemar igennem isen og blev vaad, saa han maatte ind til sin mormor, for at faa sit tøj tørret. Han skulde saa laane noget af Marens tøj, hvortil han protesterede og sagde “a vil it ha Marens hueser (strømper) paa”. Saa vilde han hellere i seng, og det kom han saa i stedet for.
Den sidste aften
I sin sidste tid var Hanne Skriver flyttet ud paa “Grimsbjerg”, hvor hun blev passet og plejet. Den dag oldemor døde var min mormor rejsende i Aarhus for at tale med overlægen på Kommunehospitalet om min morfar, som var syg. Hun fik at vide, at han havde en uhelbredelig blodsygdom.
Da hun kom hjem fik hun fortalt, at mor og moster Sofie havde siddet hos deres mormor hele dagen, og paa et tidspunkt bad hun dem synge salmen “Min Jesus lad mit hjerte faa”. Og derefter sov den gamle Hanne Skriver stille ind i døden efter et langt og indholdsrigt liv.
Fortalt i marts 2005 af Sofie Selling Rasmussen. Datter af Gudrun Selling, født Jensen den 28.01.1903 på “Grimsbjerg”. Se også Gudruns egne barndomsminder i Julen på Grimsbjerg.