Mormors sidste håndtryk

7. februar 1934, Balevej 1, Ommestrup. Af Peder Christian Skriver, født i 1866 (Marian Skriver Trælles oldefader).

Gamle Mette Kjær blev født i Søften nogle få år efter århundredskiftet i forrige århundrede. Det var under Napoleon den førstes regeringstid, at hun voxede op, og hun kunde endnu i sin høje alderdom fortælle om alle de rygter, der for omkring her i landet om den geniale feltherres bedrifter. Som voksen pige blev hun gift med en ung mand fra Ølsted ved navn Peder Kjær. Parret flyttede til en by ved navn Søby, hvor de købte en mindre landejendom. Der boede de i fire år, og i disse fire år skjænkede Mette sin mand to små piger, hvoraf min moder var den yngste.

Den næste flytning foregår til en by længere mod nordøst. Det var en fæstegård, der var udbudt til fæste, som Peder Kjær havde bestemt sig for at overtage. Gården var ret stor efter nutidsforhold. Halvdelen af agermarken havde ikke været drevet i mange år, og der var også en hel del mose og eng. En nabogård til denne var af lignende størrelse, og på disse to gårdes marker bor der nu en hel snes familier, så stærkt har udstykningen været allerede for et halvt hundrede år siden.

I det nye hjem var der jo nok at tage fat på for ægteparret. Men Peder Kjær tog fat på arbejdet med frisk mod og fik i løbet af et par år ejendommen i ret god skik. Nu hæftede der jo ved sådan en fæstegård denne forpligtigelse, at fæsteren på gården havde hoveripligt på herregården, hvorunder fæstegården hørte. Herregården lå knap en halv mil borte, så der var jo ingen lang vej til arbejdet, der af og til skulle udføres dersteds.

Faderens død

En forårsdag fik Peder Kjær tilsigelse om at møde på gården næste morgen til såarbejde. Dengang fandtes ingen såmaskiner, så såningen foregik med hånden. Denne metode har for øvrigt været brugt i tusinder af år. På store vange gik i reglen to eller fire sædemænd og såede side om side. Agrene var jo flere hundrede favne lange, så arbejdet kunde godt være ret anstrængende, og som regel blev de stærkeste af fæstebønderne udtagne til dette arbejde. Peder Kjær havde pådraget sig en forkølelse dette forår ved forårsarbejdet på sin egen mark. Den vilde ikke rigtig fortage sig, syntes han, og nu, da der kom tilsigelse om møde på herregården, turde han ikke undslå sig eller melde sig syg. Han mødte på arbejdet på hovmarken, og sammen med de andre sædemænd begyndte han at så frem og tilbage på de lange agre.

Arbejdet gik også nogenlunde godt om formiddagen, men af og til fik han dog nogle grimme hosteanfald, som så fortog sig igen, og han fortsatte atter sit arbejde. Men så om eftermiddagen gik det galt. I stedet for at melde sig fra arbejdet, fortsatte han, til lige på en gang hosten tog fat med voldsom kraft. Han sank til jorden uden at kunne rejse sig igjen med blodet sivende ud af både næse og mund. De andre sædemænd sprang straks til for at støtte ham og bringe ham hjælp. De fik ham op at stå på benene, men alt forgjæves. Han sank atter sammen under et stærkt hosteanfald. Sædemændene kunde nu se, det var galt fat med Peder Kjær. De fik et køretøj skaffet til veje, og han blev kørt til sit hjem. Han blev lagt i seng, og hans hustru dækkede ham varmt til og gav ham varme læskedrikke, og det syntes som at hjælpe, i hvert fald for en tid. Men så blev det atter værre igjen, og hustruen bestemte så, at der skulle hentes læge.

Lægen boede i Randers tre en halv mil borte. Da det var henimod aften, kunde der ikke være tale om at få en læge til at tilse den syge denne dag. Næste morgen kørte en vogn til Randers efter lægen, og han kom også og tilså den syge lige før middag. Lægen undersøgte den syge og erklærede, blodtabet havde været for stærkt, og at den syges kræfter var udtømte, og at han højst kunde leve et par dage.

Så stod Mette Kjær der med sine to små piger. Trods mandens død, blev Mette Kjær dog siddende ved gården en årrække for derefter at købe gården og så til slut solgte den. Hun tog en god aftægt og blev fremdeles boende i en ny aftægtsbolig i gården. Efter at gården igjennem en lang årrække havde skiftet ejer mange gange, flyttede Mette Kjær hen til sin datter Johanne, der også var enke, og som boede i et nabosogn. Hendes aftægt fik hun omsat i penge, og så var der jo dækning nok for opholdet hos datteren. Denne datter havde tre børn, hvoraf jeg var den ældste. Der boede Mette Kjær så i tre år. Hun var snart firs år gammel og var begyndt at falde stærkt af, men fik jo den bedst mulige pleje af datteren.

En mærkelig sommerdag

En meget varm sommerdag fik jeg en mærkelig oplevelse, som jeg her skal fortælle om: Mormor havde i sin sidste tid været sengeliggende. Lægen, der blev tilkaldt, erklærede, at der ikke var noget håb om helbredelse, men at hun godt kunde ligge en tid, inden døden vilde komme. Da hun ikke kunde indtage fast føde mere, svandt kræfterne snart bort, og hun fik kun noget medicin og en mundfuld koldt vand af og til.

Jeg havde flere aftener, når jeg kom hjem fra markarbejdet, siddet inde ved hendes seng og talt med hende. Så fortalte hun om tildragelser og ting, der var skete i hendes levetid. Særligt dvælede hun ved barndomsminderne og ungdomstiden. Når hun så blev træt af at fortælle, forlangte hun af mig, at jeg skulle synge en salme eller en aftensang. Skjøndt jeg kun var atten år og i den alder, da man ser temmelig let på alvorlige ting, undslog jeg mig dog ikke, men sang enten en aftensang eller en salme. Når jeg var færdig med sangen, trykkede hun min hånd og takkede mig og bad mig komme igjen næste aften, såfremt jeg havde tid og lejlighed.

En meget varm sommereftermiddag skulle jeg ud at pløje på brakmarken. Jeg lagde seletøjet på hestene, trak dem ud af stalden, spændte dem sammen og kørte dem hen over gården. I det øjeblik, jeg kom forbi indgangsdøren, kom min moder ud og vinkede ad mig og sagde: “at mormor vilde tale med mig, inden jeg drog i marken”.

Lillepigen Else blev kaldt til for at holde fast på hestetømmen, medens jeg gik ind til mormor. Jeg gik ind i sygeværelset, hen til mormors seng, tog hendes hånd og spurgte til hendes befindende. Hun drejede hovedet lidt til siden og bød mig at tage en stol og sætte mig nær ved sengen, da der var noget, hun vilde sige mig. Jeg gjorde, som hun bad mig om. Inden jeg satte mig, tog jeg min frakke af, da der var meget varmt i soveværelset. Værelset vendte mod syd, og skjøndt vinduerne stod åbne, var der en trykkende varme.

Det værste af det hele var dog fluerne, der i stor mængde fløj omkring i værelset og satte sig allevegne, på hænder og ansigt, og særlig var de slemme efter mormors ansigt. Hun kunde ikke jage dem bort, så hurtig som de kom, og særlig var de lystne efter hendes øjenkroge. Den gang var der ikke noget, der hed fluefangere, så folk var jo meget mere plaget med disse små insekter end som nu. Jeg ventede spændt på, hvad det var, hun vilde sige mig, og endelig hviskede hun, at hun syntes, der var så mørkt i sovekammeret, og at det var rart at få lidt mere lys. Jeg gik straks hen og trak trækgardinerne til side, og straks brød solstrålerne igjennem, og varmen tiltog.

Men fluernes bevægelser blev rigtignok livligere, og nu blev de først rigtig påtrængende for alvor. Bedstemoder tog min hånd, og jeg satte mig resigneret ned på stolen og ventede på, hvad hun vilde meddele mig. Hun forsøgte også at ville tale, men hendes stemme var nu bleven så svag, at jeg ikke kunde høre så meget, at jeg kunde få nogen sammenhæng ud deraf.

Da jeg havde siddet en tid, forsøgte jeg at drage min hånd ud af mormors, men i samme øjeblik klemte den gamles hånd sig fast om min, så jeg forstod straks, at mormor ikke vilde slippe mig foreløbig. Nu begyndte der et par rigtig pinlige og alvorlige timer for mig. Sveden drev ned på mit ansigt, så jeg måtte tørre det med mit ene skjorteærme. Fluerne summede og satte sig rundt omkring i mormors ansigt. Særlig i øjenkrogen søgte de til og satte sig fast.

Mormor var helt følelsesløs nu og gjorde intet forsøg på at jage dem bort. Jeg måtte så tage affære og holde disse slemme plageånder borte. Dette gjentog sig hvert øjeblik, og atter begyndte jagten på fluerne forfra.

Mormor lå stille hen. Jeg bød hende en drik vand en gang imellem, men det meste spildtes. Jeg forsøgte at liste min hånd ud af mormors hånd, men i samme nu tog hun atter fast, så jeg blev klar over, at jeg var lænket i flere timer. Ja, hvad var der så andet at gjøre for mig stakkels knøs end at blive siddende på stolen og afvente, hvad der ville ske.

Barndommens synder passerer revy

I denne tilstand, jeg befandt mig i, var der god lejlighed til at lade tankerne fare rundt, og de kom også i sving, så de forslog noget. Hele mit liv fra mine barndomsdage passerede revy for mig. Alle mine småsynder fra drengeårene for forbi min bevidsthed i rækkefølge. Og det var slet ikke så få ting, jeg kunde ønske at have undgået, og som jeg nu tydelig kunde se, var simpelt gjort.

Byens gadekær var det første, jeg mindedes. Jeg var faldet igjennem isen tre gange, og den ene gang reddede min broder mig lige i sidste øjeblik.

En anden gang var jeg kommet løbende hjem med våde strømper tre gange på en dag. Min fader trak den ene strømpe af og gav mig et par dask på den ene kind med strømpen. Jeg forsvandt med en fart og gjemte mig hen i tørvehuset. Jeg syntes, det var en forfærdelig krænkelse, der var overgået mig. Det begyndte at blive mørkt, men jeg kunde dog ikke, trods dette, at jeg begyndte at føle mig lidt bange, bekvemme mig til at gå ind i stuen. Min fader var nu gået ud i gården for at søge efter mig, jeg kunde fra mit skjul høre ham kalde rundt om i gården. Endelig nærmede han sig tørvehuset, og da kunde jeg ikke holde mig længere, men trådte stille frem og fulgtes med ham ind til de andre. Der var ingen, der sagde noget.

En gang havde vi drengebesøg. Legen havde gået udmærket hele eftermiddagen til hen under aftenen, da havde jeg været uartig mod min moder. Hun gav mig en mindre revselse, som jeg tog meget unådigt op. Jeg kravlede ind under en seng og græd af ærgrelse. Jeg skammede mig fælt. Skjøndt mit skjul under sengen var noget ubekvemt, kunde jeg dog ikke formå mig selv til at komme frem før langt om længe.

En anden gang havde vi familiebesøg, og der var så nogle fætre, der spurgte mig, om vi ikke havde modne pærer. Det havde vi ikke, men jeg fandt hurtigt på råd. Jeg førte hele flokken om i vejmandens toft. Der stod nemlig et mægtigt pæretræ med dejlige modne pærer. Vi gjorde et vældigt indhug på de saftige frugter og forlod derpå toften. Bagefter kom jeg i tanker om, at frugten slet ikke var vores.

Således for mine tanker rundt i det uendelige. Det var næsten som et helt skriftemål.

Engang var vi en hel flok drenge inde i et krat, hvor der var nogle høje, slanke elletræer. I toppen af disse træer var der en krageréde, hvori der lå nogle store krageunger. Det kunde jo være morsomt at fange disse krageunger og lege lidt med dem. De gamle krager fløj skrigende omkring træerne og ønskede os langt borte, men dette anfægtede os ikke det mindste. Først prøvede en af drengene at klavre op ad stammen og nåede også næsten helt op til reden, men dog ikke nær nok til at få fat i ungerne. Den næste gik det ligeså og også den tredje. Endelig tog jeg fat og kravlede op og nåede helt op til reden. Træet svingede stærkt for hvert tag, jeg tog. Stammen var ikke tykkere foroven end som en voksen mands håndled, så det var ikke uden fare at svæve så højt oppe i luften. Men krageungerne skulle fanges, koste hvad det vilde. Jeg nåede så langt op, at jeg kunde række min hånd op i reden, greb en af ungerne bort fra reden og betragtede den. Jeg syntes, den var fuldvoksen, kastede den ud i luften i den tro, at den godt kunde flyve. Fuglen styrtede til jorden med et plask og var stendød med det samme. Den var fuldvoksen at se på. Men ingenlunde flyvestærk, og derfor styrtede den til jorden. Jeg kravlede hurtigt ned ad træet. Vi undrede os alle over, at sådan en stor unge ikke kunde flyve.

Jeg kom også i tanker om en dreng af mine jævnaldrende, Søren Bang hed han, der var bekjendt for sin store grådighed. En dag efter at vi havde spist middagsmad, tog jeg ham med ind hos os og forlangte, af en af pigerne, at hun skulde sætte et fad byggrød med mælk frem på bordet til Søren Bang. Jeg fik pludselig en usigelig lyst til at se, hvor meget Søren kunde sætte til livs. Jeg vidste jo i forvejen, at grød var hans livret. Nå, Søren tog godt fat på maden, men i løbet af et stykke tid sagtnede han og erklærede, at nu kunde han ikke mere. I mit stille sind måtte jeg også indrømme, at Søren ligefrem havde præsteret noget ekstra. Jeg opfordrede ham bestemt til at foretage et indhug endnu en gang. Skjøndt, ret modvilligt, føjede han mig dog og foretog atter et nyt indhug for så snart efter at standse og erklærede, at han ikke kunde spise en mundfuld mere. Jeg måtte rigtignok også indrømme, at noget så fænomenalt havde jeg aldrig før set i mit liv. Derefter gik Søren og jeg ud i gården for at lege. Søren kunde dog ikke tage del i nogen leg, men gik derimod hen til en arbejdsvogn og lagde sig på maven over vognstangen, og da løb der klart vand ud af hans mundvige, og han stønnede sagte. Jeg iagttog ham meget nøje for at se resultatet af mit værk og ikke uden en vis ængstelse. Dog, da Søren havde ligget i denne ubekvemme stilling et stykke tid, rejste han sig op og erklærede, at nu var han godt tilpas igjen. Vi tog så fat på legen, der varede uafbrudt hele eftermiddagen.

En anden gang kom jeg i slagsmål med en dreng, der både var større og ældre end jeg. Han trakterede mig med en bunke stød og slag. Min næse blødte stærkt, og jeg var temmelig medtaget af kampen. Jeg greb så til det eneste middel, jeg havde for at vinde slaget. Det viste sig også at være probat. Jeg for ind på ham og slog ham med et velrettet næveslag lige mellem hans øjne, så han sank til jorden som en klud. Jeg løb hjem, alt hvad remmer og tøj kunde holde. Sagen fik desværre et efterspil. Drengens moder kom og beklagede sig hos min moder. Min moder undrede sig lidt over, at jeg kunde slå denne store dreng til jorden, men gav mig dog som belønning en god endefuld.

Mormor dør

Endelig gik mine tanker tilbage til nuet. Mormor lå ganske stille hen, og jeg søgte atter at befri min hånd, men forgjæves. Den syge holdt fremdeles fast, dog med mindre styrke. Atter begyndte jeg jagten på fluerne, og med sveden drivende over hele ansigtet, sad jeg fremdeles og ventede – på hvad, ja jeg vidste det ikke, men noget måtte der vel ske. En tid efter kom min moder ind for at tilse den syge, og da hun havde set på hende et øjeblik, erklærede hun, at mormor var død. Jeg forsøgte at tage min hånd til mig, og se denne gang blev der ikke holdt igjen. Jeg rejste mig op fra stolen, stiv i alle lemmer af den ubekvemme stilling, sendte den døde et langt, dvælende blik og forlod dødsværelset.

Jeg gik ud i gården og fandt lillepigen halvt sovende med tømmen i hånden og hestene stående med ludende hoveder, som fandt de, at dette arbejde nok var til at holde ud.

Nu var det for sent at tage i marken. Jeg trak hestene i stald og tog seletøjet af dem. Jeg bøjede mig over spiltovet og grundede længe over denne mærkelige sommereftermiddag.

Nu et halvthundrede år efter, glæder jeg mig dog over, at jeg trods min unge alder alligevel holdt ud de mange timer.

Bedstemoder har sikkert følt trang til at holde min stærke, varme hånd i sin, og måske har det lettet hendes store rejse til det andet land hinsides døden. For mig, der nu er gammel, vil denne eftermiddags mærkelige hændelse altid stå i et klart lys og minde mig om, at også jeg engang i nær fremtid skal foretage denne store rejse hinsides og da også få brug for en pårørendes støtte i den sidste stund.

---

7. februar 1934, Balevej 1, Ommestrup. Peder Christian Skriver, født i 1866 (Marian Skriver Trælles oldefader). Mormoren i beretningen, Mette Kjær, er den samme Mette, hvis datter Johanne senere blev kendt som klog kone i Ommestrup — se Johanne Pedersen Kjærs historie.