Sorte grise — gårdbrand i Bale 1959

Artikel i 8544, februar 2024. Af Marian Skriver Trælle, Bale.

Det er en kold og blæsende september eftermiddag – helt nøjagtigt tirsdag den 29. september 1959.

Marie Rytter er en gammel dame, som ejer Enghavegård i Bale By. På gården bor Marie, hendes bror Laurits og bestyreren.

Marie skal til at lave kaffe på komfuret, men ilden er næsten gået ud. Hun sætter kedlen over, smider en avis på komfuret og ilden blusser op. Rester af den brændende avis flyver op gennem skorstenen og lander på stråtaget. På ingen tid står hele stråtaget i lys lue, og hele gården med næsten alt indbo brænder ned.

Gården er 4-længet, og der er kun én indkørsel til gårdspladsen ude fra vejen. Stråtaget hen over indkørslen går hurtigt i brand og gør det svært at komme ind i gården. Hele årets høst af korn, halm, hø og neg ligger i laden og på lofterne og giver god næring til branden.

Overalt brænder stråtaget og gør det umuligt at komme ind og hente dyr og indbo. Grise, heste, kalve og høns “skriger”, men omkommer i flammerne. Heldigvis er køerne ikke i stalden, men er på græs.

Brandfolkene kommer og forsøger at slukke ilden, men der er ikke meget at gøre. Cresten og de andre svende fra snedkerværkstedet lige overfor gården er lynhurtige og redder lidt af indboet ved at smide det ud i haven gennem vinduerne. Laurits er lige ved at brænde inde, da han ikke tror på, at det er så slemt.

Marie redder sig selv og 6 sølvteskeer, og står chokeret ude på vejen i en gammel kjole og sutsko med lidt småpenge i lommen og ser hendes barndomshjem brænde ned til grunden. Kun enkelte mure står tilbage og kun i lav højde.

Dyrene ligger sorte og døde på jorden. Der går ikke lang tid, før de bulner op og ligger som uhyggelige oppustede “balloner”. Der er en uhyggelig sveden og flæskesværsagtig lugt omkring brandtomten og området tæt på.

Byens beboere og nysgerrige står og kigger på de sørgelige rester, alt er sort og ryger, der ligger murbrokker overalt. Ingen kan forstå, at det kan brænde ned så hurtigt. Nogen leder i brokkerne efter indbo, der måske kan have overlevet branden. Der hænger en stram lugt af røg over hele Bale By i flere dage efter branden.

Dagen efter brænder det stadig i kornet og halmen. Det ryger også stadig fra brandtomten.

Marie bor en tid hos gode venner, som hjælper hende med alt det praktiske efter branden. Senere flytter hun ind i et lille hus overfor kirken i Mørke.

Se flere billeder fra branden hos arkiv.dk: arkiv.dk/vis/6046586.

Supplerende oplysninger

Af Frank B. Gravesen, Roskilde, den 5. februar 2025.

Jeg skriver nedenstående artikel på opfordring af Marian Skriver Trælle, og fordi jeg synes, at jeg kan bidrage med yderligere oplysninger om branden og dens konsekvenser for mig og min familie.

Den tragiske brand i Bale i 1959 er en milepæl i byens historie, som stadig huskes af mange af områdets ældre indbyggere og de mennesker, der blev ramt økonomisk og på anden måde af den omfattende brand.

Branden begyndte en tør septemberdag i 1959 ved 14-tiden, da en brændende avisstump fra Maries komfur blæste op gennem skorstenen og faldt ned på det meget tørre stråtag. Sommeren ´59 havde været meget tør, så stråtaget, som hele gården var tækket med (bortset fra et lille stykke over vognporten), var som krudt. I løbet af 7 minutter var alle 4 længer i lys lue (ifølge øjenvidner).

Naboerne arbejdede heroisk sammen med brandmændene for at redde, hvad de kunne. En del ungkvæg og alle grisene brændte inde, idet det var umuligt at komme ind i stalden pga. varme og flammer. Alle køerne var heldigvis på græs. De blev det næste døgn malket hos naboen Øllgaard, inden de blev transporteret til vores nye hjem ved Feldballe. Her overnattede jeg og min familie også.

Næsten alt indbo – både Maries og min families – brændte, men nogle af naboerne reddede chatol med vigtige papirer, og fru Øllgaard var så fornuftig at redde billeder og andet med affektionsværdi. Min brors og min krukke med opsparede mønter og sedler blev fundet i ruinerne, men kun mønterne blev erstattet. Der var ret mange penge, som vi havde planlagt skulle sættes i banken. Vi havde kun det tøj, vi stod og gik i. Alt andet brændte (heldigvis havde vi fætre, der kunne undvære noget tøj).

Min far og mor, Erik og Ellen Gravesen, var forpagterpar på Enghavegård fra 1952 til 1959 og ikke bestyrer. Min oldemor (min mors mormor), Laurine, var søster til Marie og Petra, der ejede gården. Laurits, der var bror til både min oldemor samt Marie og Petra, var fra omkring 1930 bestyrer på gården. Med min oldemor som mellemmand blev min far i 1951 af Marie og Petra opfordret til at forpagte Enghavegård. De indgik en 8-årig kontrakt. På det tidspunkt var han husmand og daglejer i Vinterslev ved Hadsten.

Min personlige oplevelse af brandens forløb er følgende (jeg var næsten 13 år gammel): Jeg var netop kommet hjem fra skole i Mørke. Som sædvanlig skulle jeg på toilettet, men umiddelbart efter hørte jeg nabokonen, Sinne, ude fra gårdspladsen råbe, at gården brændte. Hverken før eller siden har jeg fået lettet mig så hurtigt. Det eneste jeg sansede, var at gribe min skoletaske og min cykel, som begge dele blev placeret uden for gården. Jeg vidste, at min mor var til frisør i Løgten, og at min far, min lillebror og lillesøster var ude i det yderste af marken for at samle kartofler. De var kørt derud i vores bil, så traktoren stod i maskinhuset, der var placeret i god afstand fra gården (det brændte ikke). Jeg vidste godt, at jeg ikke måtte køre traktor på offentlig vej, men jeg skulle bare hurtigst muligt have fat i min far. Jeg tror ikke, at Porschen (traktoren) tidligere er kommet så hurtigt ud i marken.

Min far undrede sig over min færd, men blev chokeret, da jeg fortalte om branden, og han kørte hjem i fuld fart i bilen. På vejen hjem hentede jeg Erik Frandsen, som min far havde et godt samarbejde med. Han havde ejendommen tæt på Oskar Udengaards og Karl Knudsens – senere Niels Rings – ejendom. Med hjælp fra naboer fik vi køerne ind i Øllgaards stald, hvor de blev malket. Jeg kan ikke huske, om de allerede næste dag blev kørt til vores nye gård “Barkærslund” ved Feldballe.

Om selve forløbet af branden herefter husker jeg ikke meget, men først på aftenen blev min far og jeg forhørt af landbetjenten. Jeg fortalte min oplevelse og ageren, men da jeg fortalte, at jeg kørte på min cykel ud for at hente min far, stoppede min far mig og sagde, at jeg hellere måtte fortælle sandheden, hvilket jeg selvfølgelig gjorde. Betjenten smilede, og jeg fik hverken påtale eller bøde.

I løbet af efteråret kørte min far roer og nogle kartofler fra Bale til vores nye hjem. Korn- og høhøsten var jo brændt inde. Der opstod imidlertid nogle konflikter, idet Søren Trælle, der havde købt ejendommen, åbenbart troede, at det var hans. Men forpagtningen ville jo først udløbe forår 1960.

Stort set alt vores indbo brændte – bortset fra et chatol med vigtige papirer, en radio, nogle billeder og billedalbum samt nogle få andre ting. Kort tid efter indflytningen på vores nye sted, fik mine forældre en hel spisestue af min faster og onkel i Skæve. Om det var noget, de havde kasseret tidligere og gemt, ved jeg ikke, men det var en stor gestus. Jeg arvede mange år senere nogle af tingene, da min mor gerne ville have nye møbler.

Det varede længe, inden familien fik en garderobe som før branden, for der var ikke mange penge til nyt, idet forsikringen ikke dækkede fuldt ud. Så til den første jul og til fødselsdage fik vi fornuftige og bløde pakker.