Alle lokale historier
Historie · af Søren Trælle

Søren Trælle fortæller

Fra barndommen i den gamle skole ved Hvilsager Kirke, gennem karleårene og Ry Højskole, til giftermålet med Grethe Skriver i 1947 — og gården i Bale, der skulle bygges op fra grunden efter branden i 1959.

ErindringerEgnsbeskrivelser2. Verdenskrig

Søren Trælles egen beretning, fra barndommen i 1920’erne til omkring 1965.

Barndommen

Jeg er født i 1917 i Sdr. Kastrup pr. Bendstrup i Hvilsager-Lime Sogn, men opvokset i Hvilsager fra 1-års alderen.

Min far var skovarbejder om vinteren og tørvearbejder om sommeren. Min mor var syerske, udlært i Kolind.

Vi boede i det lange hus ved kirken, som var en gammel skole fra 1742. Der var lærerbolig i den ene ende og skolestue i den anden. Det var der, vi boede. Der var højt til loftet, men vi havde gode kakkelovne, og som skovarbejder var det ikke noget problem, da vi fik affaldstræ fra skoven og tørv fra mosen om sommeren.

Det lange hus ved Hvilsager Kirke — den gamle skole fra 1742, hvor familien boede

Min mor var tit syg, mens vi var små, men vi havde vores bedsteforældre ikke langt derfra, min mors forældre i Sdr. Kastrup. Min mormor var enke, min moster boede hjemme. Min bedstefar var tømrer og væver, som også mine to morbrødre havde lært. De lavede tørv om sommeren, ellers var de landmænd.

Min fars forældre havde landbrug i Hvilsager på 22 tdr. land, og der var en søn og en datter hjemme, så der blev vi passet, når min mor var på sygehuset.

Søren, 4 år, og lillebroren Henning

Min mor blev opereret to gange lige efter hinanden. Så vi var mere nede hos mine bedsteforældre, hvor vi blev passet af min faster Jenny, som var god ved os. Hun tog også op til Hvilsager og så efter blomster og tøj.

Far spiste også dernede, når han kom fra arbejde, men tog så hjem og sov. Han lavede selv morgenmad og fyrede op om morgenen, mens naboen passede fyret om dagen, så der ikke var koldt, når han kom hjem.

Mor lå på Grenå Sygehus, da hun blev opereret, og det var ikke nemt at besøge hende, men naboerne, der havde bil, var flinke til at køre, da ingen i familien havde bil. Vi lejede en vognmand om søndagen, så var der som regel flere med.

Efterhånden blev min mor rask og kom hjem og passede os. Så vi voksede op i Hvilsager og kom i skole som syvårige. Min bror er tre år yngre end jeg; han var 4 år, da jeg begyndte at gå i skole.

Da jeg begyndte at gå i skole, blev Hvilsager Skole delt, så vi fik tre klasser i stedet for to. Der blev nemlig lavet et nyt klasseværelse, så vi fik to klasseværelser med fru Petra Mikkelsen som lærer, mens hendes mand Søren Mikkelsen var overlærer.

Vi gik kun i skole 3 timer hver dag, de store hver formiddag om sommeren. Vi andre gik hver eftermiddag, men om vinteren blev det lavet om, fordi dem, der gik til præst tirsdag og torsdag formiddag, så skulle i skole om eftermiddagen.

Vi mødte kl. 7 om sommeren og gik hjem kl. 10, så kunne de altid hjælpe til hjemme. Vi andre mødte kl. 10 og var hjemme kl. 1, så vi havde en god lang dag at lege i.

Vi var en halv snes stykker til at lege hver dag. Der boede en tømrer i byen, der var 4 børn, og hos naboen, der var murer, var der to. Så kom en ny beboer, som faktisk kom til at bo i huset, fordi der blev bygget en ny forpagterbolig til præstegården, og derfor blev huset ledigt.

Forpagterboligen blev lavet i den gamle hestestald, som hørte til kirken. Der var plads til en snes heste — alle kom jo kørende til kirke i hestevogn. Der var ikke mange biler dengang. Forpagterens karl kunne godt tjene en skilling ved at spænde hestene fra og sætte dem i stald om søndagen og alle højtiderne, når folk var i deres pæne tøj.

Vi var ikke ret gamle, før vi begyndte at løbe ærinder for folk, som at gå i Brugsen, enten i Bøjen eller Termestrup. Så tjente vi en 10 øre eller 25 øre for det. Det var mange penge dengang.

Min far var med i en søndagsbog eller “Julens Glæde”, som folk skiftedes til at gå med om søndagen. Der var ældre mennesker, som vi samlede pengene ind for, og min far sørgede for at få dem sendt videre. Pengene blev sendt op til Niels Ring i Bøjen, som var sparekassedirektør i Hvilsager-Lime Sparekasse, som lå ved De Syv Veje ved Lime.

Der var en mængde unge mennesker i Hvilsager, da alle gårdene havde karle og piger, en og to, som de nu var store til. Dem kunne vi se alle sammen, når der var gymnastik; så kunne der godt samles 25-30 karle og piger på Pollen foran forsamlingshuset. Så spillede de kegler, og vi knægte tjente penge ved at rejse keglerne igen — 5 øre.

Og karlene arrangerede cykelvæddeløb for os. Så gav de præmier til den hurtigste, der kunne køre rundt om Bendstrup og Thermestrup — en runde på en 6 km.

Om vinteren var der mere stille, men der var mere sne. Vejene omkring Hvilsager var altid så fulde af sne, at man måtte køre uden om Bøjen med mælken, da mælkekusken fra Kastrup og Lillemølle skulle igennem Bøjen.

Men det var jo sjov for os; vi kørte i slæde, når vi ikke var i skole eller havde andre pligter. Det kunne der godt blive, når vi skulle i Brugsen eller til købmand eller slagter i Mørke.

Der kom godt nok to slagtere i Hvilsager, men hvis vi var lukket inde i flere dage, så måtte vi gå eller tage med mælkekusken til Mørke. Der var altid nogen, som kørte med deres egen og naboens mælk, så kunne vi køre med dem.

Ellers gik dagene med at køre i slæde — vi havde mange bakker der omkring. Vi havde to par overalls, de var gerne våde om aftenen, og vi gik i træskostøvler. De var godt nok lidt tunge, men i træls vejr var de dejlig varme.

Ud at tjene ved landbruget

Jeg voksede efterhånden op og kom til at hjælpe til flere steder, når de skulle tærske korn med tærskeværk. Så skulle der lidt mere mandskab til, særlig ved købmanden, som var nærmeste nabo. Han havde 28 td. jord, og så kørte han mælk til mejeriet om formiddagen, så dagen var ikke ret lang, særlig om vinteren. Når der skulle tærskes, var vi gerne 3 drenge ovre og hjælpe til, ligeså om sommeren. Vi gik i roerne, og vi blev også sendt ud at harve, for han havde tre heste. Så kørte vi med 2 for harven og en for såmaskinen.

Søren sår på købmand Rasmussens mark, Hvilsager Mark 1928

Peter Hougaard kom ind en dag og spurgte, hvad jeg ville have i løn. Vi blev enige om 450 kr. fra

  1. november 1934 som andenkarl, da han syntes, jeg var for ung som forkarl. Det var hos Peter Hougaard i Kastrup, jeg så skulle tjene. Der var 45 td. land fordelt på 4 forskellige steder med 2 km til begge sider af gården — 2 km mod Bøjen og 2 km næsten til Pindstrup — med gården beliggende i Kastrup.

Det blev som forkarl, jeg kom til at virke, da han ingen forkarl fik. Det var nemmere at få en andenkarl. Jeg protesterede, for så ville jeg have de 500 kr. i løn, og det fik jeg så.

Jeg var ikke så svær, meget klejn, men kræfterne var gode nok, og jeg var vant til at følge heste, pløje, harve og så. Det var jeg blevet vant til hos Søren Jensen.

Hos Peter Hougaard var vi husbond og madmor, pige og 2 karle. Det var ældre mennesker; deres børn, en datter og en søn, boede begge i nærheden.

Vi havde en stor besætning: 18 køer, 18 ungdyr og ligeså mange kalve, 4 heste og 1 føl og 10 får. Jeg skulle passe hestene — muge, strigle, vande — og så muge i kostalden om morgenen. Men andenkarlen var ikke ret god til at malke, så vi kunne ikke blive færdige med at malke, til mælkekusken kom, så jeg måtte næsten altid ind og hjælpe dem færdige.

Så sagde jeg til Peter Hougaard, om vi ikke kunne bytte, så jeg malkede og han mugede. Det fik vi lov til, og så gik det bedre, for jeg opdagede, at Peter Hougaard heller ikke var god til at malke. Pigen, som hjalp til, var den dygtigste. Så ved fælles hjælp gik det bedre.

Vi stod op kl. 6.30 morgen, fik morgenmad kl. 7 og så i marken. Da jeg kom 1. november, var de ikke færdige med at tage roer op. Det var kålroer; dem trak vi op med håndkraft. Pigen Inger Sørensen, der var fra Kastrup, og jeg begyndte kl. 7.30 morgen at trække roer op til middag, så hjem og spise. Så kørte vi roer om eftermiddagen, og pigen og andenkarlen tog roer op, og Peter Hougaard og jeg kørte hver sit spand heste. Der var langt at køre, da alle roer blev kørt hjem. Så var det nemmere om vinteren, når det blev sne og is.

Vi havde en stor besætning, da vi havde mange td. land med enge, der gav en masse hø. Vi kørte en masse ajle og gødning ud. Om vinteren, når det var barfrost, kørte jeg gødning i marken i markmødding, og når det var tøvejr med godt vejr, kørte jeg ajle ud på græsmarkerne. Var det frost og sne, tærskede vi med plejl — det var rug til tag, da hele gården var stråtækt. Det var en stor omgang på en firlænget gård. Vi var aldrig arbejdsløse.

Når vi ikke kunne se, måtte vi have petroleumslygterne tændt. De lyste ikke ret meget, men vi kunne lige se til det, vi skulle lave — fodre, muge, malke, vande heste og skære hakkelse. Var det snestorm, skulle vi ud at kaste sne; vi skulle have en mand med hver dag. Det var en afveksling i den daglige trummerum.

Søren holder med mælkevognen ved bageriet i Hvilsager

Mens jeg var hos Peter Hougaard, var jeg blevet så gammel, at jeg skulle på session. Det var hos sognefoged Chr. Smidt, Bondeseje — der hørte Kastrup under — så vi skulle til Randers. Vi skulle møde den 1. juli på tinghuset i Randers, den nuværende rutebilstation, kl. 9, og vi kom ind næsten med det samme. Vi var 7 mand, men der blev kun taget 3 mand, hvor jeg var den ene — alle til infanteriet.

Jeg kunne forvente at komme ind som soldat omkring jul. Så P. Hougaard ville ikke ansætte mig

  1. november, og jeg måtte se mig om efter andet arbejde.

En aften, jeg var hjemme, kom min fars nabo Knud Beck, og vi kom i snak om at søge folk. Han manglede en karl til at køre mælk til Mørke Mejeri, da han var købmand og havde landbrug ved siden af, at han var mælkekusk.

Han havde ingen karl og jeg ingen plads, så vi slog pjalterne sammen, og jeg blev fæstet fra

  1. november 1937 og frem til, jeg formentlig kom ind til militæret. Men omkring jul fik jeg brev om, at jeg formentlig ikke skulle regne med at komme ind. Jeg blev så hos Knud Beck hele året.

Det år fik vi vinter den 12. november om natten, så da jeg kørte hjemmefra kl. 6.30 om morgenen, var det buldrende mørkt, og vi havde ikke skoet efter, at det skulle være glat. Det gik godt, mens jeg kørte på grusveje, men da jeg kom til landevejen, var det galt.

Begge hestene faldt og kunne ikke komme op. Jeg fik begge heste fra vognen ved at skære hammelrebene over og kom hen til smeden, fik nogle søm trukket ud og brodder sat i, så gik det. Men mens jeg holdt ved smeden, ringede mælkekusken fra Bendstrup, at han ikke kunne køre, før han fik brodder.

Han skulle ind før mig, så det var bare om at komme af sted. Om eftermiddagen fik vi 8 nye sko på, så var det i orden, men vi brugte brodder frem til 1. februar. Da kørte vi de sidste roer ind; de sad i jorden, så de var ikke frosne, men kunne ikke holde sig — de blev rådne. Til gengæld fik vi tidligt forår, idet vi såede byg den 3. marts. Dagen efter — den 4. marts om aftenen — brændte Sdr. Kastrup. Vi sad og snakkede efter aftensmaden, da telefonen ringede, og vi blev kaldt til brand i Kastrup.

Det var min gamle arbejdsplads, der brændte, kun et halvt år efter at jeg var rejst derfra. Der brændte 2 gårde og 3 huse den aften (muligvis ved ildspåsættelse).

Jeg blev hos Knud Beck til 1. november 1938, da jeg fik plads hos Niels Helboe, Thermestrup, som karl. Han var kommunekasserer i Hvilsager-Lime Sogneråd. Dengang var der formand og kasserer samt de menige medlemmer — det var frivillig arbejdskraft.

Kassereren havde kontortid hver dag, når han var hjemme, og var han ikke hjemme, lærte vi hurtigt at ordne forskellige småting, såsom folkeregister og udlevering af de forskellige skemaer, som skulle bruges under krigen. Der var brødmærker og andre rationeringskort.

Der skulle også udleveres brændetræ; det var rationeret. Det var et stort arbejde, som skulle tilrettelægges sammen med skovens folk fra de forskellige afdelinger af skoven.

Jeg var hos Niels Helboe i fem år og havde det godt. Jeg var enekarl om vinteren, og så var vi 2 om sommeren. Der var så en pige som hjælp ude både i mark og stald, da vi malkede med hånd. Vi havde 12 malkekøer og lige så mange kvier og kalve og 4 heste.

Jeg kom 1. november 1938 og tjente sammen med Ellen Helboe, som mødte samme dag. Vi var fra Hvilsager begge to, så vi var godt kendt, og det var hendes farbror, vi var hos. Vi var meget alene hjemme, så fodring og malkning var vores problem, men det gik fint. Der var ingen så forkælede som os. Jeg passede fodring og vanding, så hjalp vi hinanden at malke.

Om søndagen fik vi fri, hvis husbond og madmor var hjemme, hvilket de var det meste af tiden.

Vi fik mund- og klovesyge efter 8 dages forløb, så vi var spærret inde i 3 uger, men det var nu ikke så slemt med sygdommen. Vi havde en gris, der døde; den fik vi erstattet af naboen med en stor marcipangris.

De fem år gik jævnt og støt med det samme arbejde vinter, vår, sommer og efterår. Men jeg tjente sammen med forskellige piger — alle søde piger. Den sidste i 24 måneder, fordi datteren blev gift i september 1941 og købte gård i Knagstrup ved Hornslet.

Samme år havde Helboe og frue sølvbryllup den 10. november. Det var to store fester i en tid under krigen, hvor der var meget lidt fornøjelser.

Jeg glemte at fortælle, at vi fik krigen ind på livet den 9. april 1940. Vi skulle slagte gris den dag kl. 7, men slagteren kom ikke før kl. 9. Vi havde godt hørt den her brummen i luften om morgenen, men vi slog det hen med, at det var — ja, hvad var det? Vi vidste det ikke.

Men kl. 7 så vi, hvad det var, idet seks sorte maskiner med hagekors drønede hen over vores hoveder. Vi sprang ind til radioen for at høre, hvad der var sket. Der kom opråb fra den danske regering om, at vi skulle forholde os rolige og få mørklagt overalt. Det var næsten det værste, for det var næsten ikke til at få det tæt overalt.

Vi brugte gamle salpetersække. De var imprægnerede dengang, og det var 100 kg-sække. Når de blev splittet op, passede de lige til et vindue. Så skulle sognefogeden rundt at se efter, men han ringede i forvejen, så vi kunne få det i orden. Da vi kom ind i rytmen, gik det alligevel nogenlunde. Vi fik meget tid til at læse om aftenen, da der var udgangsforbud.

I november 1944 fik jeg plads som bestyrer hos Mette Sørensen, Solhøjgaard, Strands pr. Knebel. Der var 50 td. land, 18 køer og lige så mange kvier og 6 heste, så der var nok at se til. Vi var en karl foruden og en skoledreng, der kom hver dag lige fra skole og fodrede køerne. Så skulle jeg hjem og malke. De var nemlig bagefter i markerne, da vi kom. Roerne var ikke taget op, møget var ikke kørt ud, og ingenting var pløjet, så der var noget at gå i gang med. Vi begyndte med roerne og tog derefter møget. Vi var heldige, at det ikke blev frost.

Naboen kom hver dag for at se, hvor langt vi var kommet. “I når det ikke,” sagde han, men det gik: juleaftensdag kl. 3 var vi færdige. Så havde karlen endda ligget i sengen i 8 dage.

Mols var en skøn egn. Vi havde udsigt til Knebel Vig hver dag og kunne se skibene sejle ind til Århus — både danske og tyske, med spærreballoner oven over. Vi hørte braget den 4. juli, da det tyske skib røg i luften.

Vi var på vej i marken og red på hver sin hest med to ved siden. Hestene gik helt i knæ ved braget. Hvad var det, sagde vi begge to — så så vi en tyk røgsky over Århus.

Vi snakkede så med to fiskere, som kom fra Århus; de havde været inde med fisk. De blev skudt på, da de sejlede ud i forvirringen, for ellers var de ikke kommet hjem den dag.

Sommeren på Mols var skøn, med udsigten over havet hver dag, og vandet, der skiftede farve efter vejret, lige fra sort over gråt til grønt, når der var stille og sol.

Der var mange turister på Mols om sommeren, så der var en trafik uden lige, særlig om søndagen. Da var der også mange rutebiler. Rutebilerne på ruterne Tved, Kongsgaard og Vistoft var dublerede om søndagen, så der kunne godt være en halv snes busser til at befordre turisterne.

Det var i slutningen af krigen, så privat kørsel var udelukket. Busserne tilhørte De Grå Busser i Rønde ved Laurits Jørgensen, som havde kørt i mange år.

Forlovelsestiden

Tiden gik — sommer og høst — og tiden til at fæste nye folk blev efterhånden nær, men jeg ville ikke blive på Mols. Jeg søgte en anden plads i nærheden af Hornslet og omegn, da jeg kom sammen med en pige, der var på Hornslet Sygehus som kokkepige.

Søren som ung

Grethe som ung

Jeg fik så plads hos Søren Udsen i Karlby som fodermester. Det var nu ikke lige det, jeg havde regnet med, for jeg skulle malke 16 køer tre gange daglig. Godt nok var jeg ikke ked af at malke, men ikke vant til så mange, da det foregik ved håndkraft. Men pladsen fik jeg. De lovede at hjælpe mig de første 8 dage, til jeg kom i træning.

Pigen og Søren Udsen hjalp mig så de første dage. Mine håndled var noget ømme om morgenen, men efter ca. en uges tid gik det udmærket, og så blev jeg alene om det hver dag. Vi havde heller ikke alle 16 køer hver gang; det var kun dem, som malkede mest, der blev malket om eftermiddagen. Der var også nogle, som var drægtige, der heller ikke blev malket.

Jeg lavede ikke andet end at passe køerne, men der var også meget: malke, fodre, muge, strigle køer og kalve, vaske spande — og de skulle være i orden, da vi fik kontrol fra Århus, som kom uanmeldt en gang om ugen, sommetider to gange. Men jeg havde ingen ufred med dem, da jeg sørgede for at have det hele i orden.

Karlen, som jeg tjente sammen med om sommeren på Mols, fik plads sammen med mig. Han blev nu ikke til november, da han og Søren Udsen blev uvenner, så han rejste pr. 1. august — det var hans egen skyld. Vi havde det ellers godt. Søren Udsen blandede sig ikke meget; vi snakkede om det, og så gik det stille og roligt derudad.

Jeg kom op kl. 4.30 hver dag og var færdig med malkningen kl. 6, for mælkekusken kom kl. 6.15, så det var med at hænge i. Jeg kunne høre, når mælkekusken kørte hjemmefra; det var nemlig naboen, der var kusk. Når jeg var færdig med malkningen, gav jeg kraftfoder og gav kalvene mælk. De fik 5-6 liter sødmælk hver, og vi havde en halv snes stykker, så der skulle noget til. Så fik køerne roer, og jeg gik ind og spiste morgenmad og så ud at muge og bænke møget op — og det skulle helst stå lige op som en mur. Så blev der strøet og fejet og køerne børstet. Så kom mælkekusken tilbage, og spandene skulle tømmes, og så ud og hente varmt vand til at vaske spande, og klokken var blevet ca. 9. Så var der frokost, inden jeg gik ud og vaskede spande. Ca. kl. 10 var jeg færdig med morgenarbejdet.

Så var der en times tid til middagsmalkningen, som tog ca. tre kvarter, inden middagsmaden. Vi fik en god daglig kost. Efter middagsmaden sov vi middag til kl. tre.

Vi solgte tyrekalve til store penge dengang. Det var røde køer med en lang stamtavle. Der kom sommetider en salgskonsulent med et selskab, som skulle se på tyrekalvene. De kom gerne ved et- to-tiden, så kom datteren — hun var 4 år — og bankede på og sagde: “Søren, du skal op, der er en fremmed mand, der vil snakke med dig.” Jeg måtte så ud af fjerene. Der var som regel en kvægavlerforening med, som skulle se på dem. Det var ikke altid lige nemt at få kalvene til at stå stille. De var omkring et halvt til et helt år gamle.

Det var et meget lærerigt år. Jeg kunne godt være blevet, men min kæreste havde været på Ry Højskole om sommeren, og hun havde indmeldt mig der til 1. november.

Ry Højskole

  1. november rejste jeg til Ry Højskole med landbrugsfag, og jeg fik 45 kr. om måneden i tilskud. Resten måtte jeg selv betale. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg rejste derned. Vi var 170 daglige mennesker — lærere, piger og 144 elever fra alle egne af landet, lige fra Skagen til grænsen, Fyn og Sjælland; ja, helt fra København var der to.

Vi havde almindelige skolefag og gymnastik og landbrugsfag. Der var en flink forstander, Therkildsen, og fru Inger Marie og flinke lærere: Haustrup, Harald Kristensen og frue, frk. Poulsen og lærer Kramer, som ikke var ældre end os, så tonen var fri — til en vis grænse. Det var sjovt, men at gå og ikke lave noget, det var hårdt i begyndelsen.

Fra november til jul spiste vi en mængde, men efter jul var vi så forspiste, at vi kun spiste det halve. Den første søndag, vi var der, var vi ude på Therkildsens gård i en landsby ved siden af Ry. Vi så besætning og bygninger — og ude i laden lå en mængde kartofler. Jeg spurgte bestyreren, som hed Haakon Andersen, om de solgte kartofler. Nej, sagde han, det var til højskolen. “Når I har spist frem til jul, så er det sunket i jer.” Det kom også til at passe — vi spiste nemlig 2½ tønde om dagen, så der skulle noget til, også kød og flæsk.

Vi havde en herlig vinter med et godt kammeratskab. Timer om dagen og underholdning og foredrag om aftenen; enten lærerne eller eleverne underholdt. Der var også badminton, folkedans og gymnastik. Hen på vinteren — det var en meget mild vinter uden sne — begyndte vi at træne til fodbold og håndbold om søndagen og i vores frikvarterer. Så inden vi rejste hjem, havde vi fodboldkamp og håndboldkamp mod Ry Idrætsforening. Fodboldholdet vandt for første gang i mange år, så der var stor jubel, og da håndboldholdet også vandt, blev det helt galt. Der blev serveret chokolade til kaffen søndag aften.

Tiden inden egen jord

Hen på foråret begyndte jeg at søge plads igen til 1. april. Jeg fik plads på Farstrup Møllegård, der ligger i Solbjerg 15 km syd for Århus — en gård på 25 td. land god jord. Der var 12 køer, 10 ungkreaturer, 2 heste og 10 grise.

Det var en enkefrue, der havde den. Det var en omvæltning at komme til at arbejde igen. Jeg fik vabler i fingrene de første dage, da jeg begyndte at køre møg. Der var sået korn, og der skulle sås roer til foderbrug. Vi malkede med håndkraft, men det var jeg vant til fra Karlby.

Gården lå ved vejen fra Solbjerg mod Skanderborg, med en meget smuk udsigt over Solbjerg Sø ind mod Århus og over mod Hørning og Gram og mod Skanderborg, som vi ikke kunne se — kun omgivelserne.

Jeg var i Farstrup fra april til november, men da vi ikke kunne komme til rette om lønnen, rejste jeg 1. november til søstrene Velling i Grundfør, 15 km nord for Århus ved landevejen Randers-Århus ved Trige. Jeg havde set annoncen i avisen og søgte og fik pladsen. Jeg kendte lidt til damerne, da deres bror Niels Velling havde været forpagter af Hvilsager Præstegård, og der kom jeg meget og hjalp til og var sommetider barnepige for deres datter på 2 år. Jeg passede hende sammen med Peder, når hun gik og legede i haven.

Gården i Grundfør var på 40 td. land med eng, så der var nok at lave. Vi havde temmelig langt i marken, for i gammel tid lå gårdene i byen, og så strakte jorden sig i kileform fra byen og blev bredere længere ude, så det kunne godt give lange markveje. Vi brugte nu også landevejen, når vi kørte roer om vinteren; ellers brugte vi markvejen, som gik langs med naboens skel hele vejen — næsten. Vi havde 14 køer, 2 heste og opdræt. Mælken leverede vi til Grundfør Mejeri, og den gik så til konsum i Århus, så vi havde mælkekontrol. Da kontrolassistenten kom første gang, viste det sig, at vi var gamle bekendte; han havde været mælkekontrol i Karlby, da jeg var der.

Jeg var i Grundfør et år og sagde op til 1. november, da min kæreste og jeg havde talt om at gifte os. Jeg var omkring 30 år, og hun var 23 år, så vi var gamle nok. Men det kneb med at få noget arbejde, så vi kunne få noget at bo i. Vi satsede på at få en plads ved landbruget, da det var det eneste, jeg kunne. Frøknerne Velling søgte karl pr. 1. november, men fik ingen tilbud, så jeg indvilligede i at blive i pladsen, til de var færdige i marken.

Det blev vi pr. 1. december med roer, gødning og pløjning. Grunden til, at vi var så sent færdige, var, at vi havde haft en meget tør sommer. Vi fik ingen regn fra juli til 12. november. Da vi tog roer op, var det så tørt, at roerne sprang, og jeg pløjede lige efter, men det var kun skraldpløjning, så det var noget svineri. Den 12. november om natten kom der endelig 40 mm regn. Sikken luft — så ren.

Så begyndte jeg at pløje forfra — sikken forskel, der blev.

Grethe og Søren

Jeg rejste så hjem til Hvilsager og boede hjemme hos min far, da min mor var død året i forvejen. Jeg kom til at arbejde i skoven sammen med ham som skovarbejder. Vi skovede brændetræ og gjorde grøfter op om vinteren.

Omkring 1. marts begyndte jeg at arbejde ved landbruget igen som gift mand. Jeg fik nogle tilbud, blandt andet et fra “Fruens Eje” i Løgten. De søgte en gift forkarl. Den søgte jeg oplysning om. Det viste sig, at gården ejedes af en hudlæge fra Aalborg, men blev bestyret af Svend Tholstrup fra Skødstrup, som var en god bekendt af mig.

Jeg fik pladsen og skulle begynde med det samme, da foråret var begyndt. Jeg begyndte 1. marts. Der hørte et hus til gården, men det var lejet ud. Lejerne blev sagt op til 1. maj, så vi kunne flytte ind. Imens skulle jeg spise og bo på gården. Dem, der boede i huset, ville ikke flytte ud, og sætte dem ud kunne vi heller ikke, så enden blev, at der blev lavet en lejlighed på gården. Vi skulle så spise sammen.

Vi blev så gift, Grethe og mig, den 15. maj, pinselørdag 1947

Men vi var ikke så glade for at bo sammen med bestyreren, da min kone var vant til at lave mad. Hun kom fra KFUK i Christiansgade i Århus, hvor hun var kokkepige, og havde været på Nordborg Efterskole og Hornslet Sygehus, så hun var vant til at lave mad.

Bestyrerens kone var ikke så god til det, så der var mange sammenstød, og vi var lige ved at rejse, da vi ikke fik vores eget. Men Svend var meget ked af det, da han også var ved at se sig om efter noget andet. Rejste vi, og der kom nogle nye, var det ikke så nemt for ham at flytte, da jeg godt kunne køre videre uden ham.

Egen jord og familieliv

Vi blev i Løgten på Fruens Eje til 1. november, men omkring 1. august købte vi en lille ejendom i Mørke på 17 td. land ringe jord — men det var vores eget.

Stuehuset var lejet ud. Det var delt i to lejligheder, så vi sagde det ene hold op, og de var for resten ved at se sig om efter en anden lejlighed. Vi flyttede ind 1. november, og så gik jeg på løst arbejde, og Grethe gik ud som kogekone, hvilket brugtes meget dengang.

Ejendommen var gammel og forfalden, da den forrige ejer var købmand i Ommestrup og drev den som lystejendom — derfor meget forsømt.

Naboen sagde, at der blev vi ikke ret længe. Der var ingen gæld på den — vi skulle af med 800 kr. om året, så det var til at overse, særlig når vi fik 500 kr. om måneden i husleje af den anden lejlighed.

Det var bare med at komme i gang med at rydde op. Stalden var væltet, og indmaden var brændt. Om sommeren havde vi fået sået noget korn, men der blev kun 28 td. korn; til gengæld blev der en mængde hø. Hele den lave mark var groet sammen, så det slog jeg til hø. Det havde jeg så at fodre med, da jeg lånte et spand heste af min onkel i Ebdrup. Han havde 3 spand, og jeg fik de to gamle.

Så jeg fik det hele pløjet, og over foråret købte jeg to heste af N. Nielsen, Vesterskovgård. Han var hestehandler og havde 42 heste på stald; jeg kunne bare tage dem, jeg kunne lide. Jeg tog to røde, som jeg syntes kunne passe mig. Men jeg måtte have den ene byttet, da den ikke kunne arbejde. Den kunne ikke følge med den anden, så jeg fik en brun i stedet, og så gik det bedre. Folk grinede af mig, når jeg kom kørende. Da de kom på græs, kom de sig, så om efteråret var jeg godt kørende.

Jeg begyndte også at få nogle køer — to, som jeg faktisk lånte af en kreaturhandler i Thorsager. Den ene købte jeg, og den anden var for gammel, men jeg tjente 400 kr. plus det, den gav i mælk, så det var godt nok. Han kom og byttede den gamle ko en dag, og jeg fik en anden ko, som skulle kælve. Det var en sortbroget, og hun malkede godt. Så havde jeg to køer, og det var også nok, når jeg gik på arbejde ved siden af.

Jeg fik arbejde rundt omkring på gårdene, hvor de manglede en mand — mest på Vesterskovgård. Der var 90 td. land drevet med korn og frø og så græs. Han havde to køer og en mængde heste, som gik i indhegning om sommeren og i laden om vinteren. Kornet blev tærsket ind ved høsten, og halmen gik på loftet. Avnerne blev afhentet af omegnens husmænd.

Jeg kom til at hjælpe til allerede ved såningen. Han havde 2 karle; den ene kørte traktoren, en gammel “International” på jernhjul og med håndkobling, og den anden skulle så, men det kunne han ikke, for han kunne ikke se til det — hans briller var ikke til såning. Så han kom ned til mig, om jeg ikke kunne komme op og hjælpe dem. Jeg kom derop, og de var ved at så hør; det var meget udbredt dengang.

Det var 1949. Jeg arbejdede deroppe næsten hele sommeren og sad på binderen om høsten, for Nielsen var syg; ellers plejede han at køre traktoren. Traktoren var lidt lunefuld en gang imellem, så ville den ikke starte, men karlen lærte den efterhånden at kende, så det gik nogenlunde.

Når vi havde høstet og sat kornet sammen, begyndte vi at tærske. Vi kørte 2 spand heste og 3 vogne, så der altid var en vogn ved tærskeværket. Vi tærskede et par hundrede td. korn om dagen. Det var håndkraft det hele — læsse det i marken og køre hjem, læsse over på tærskeværket. Vi var en halv snes mand i arbejde: 2 til at køre vognene, en til at læsse negene, en til sækkene og en til halmen. Det tog en måneds tid, fra vi begyndte, til vi var færdige. Når en vang var tom, kom en mand ud med riven — det var også til hest. Jeg glemte at fortælle, at traktoren trak tærskeværket, så det gik godt.

Det værste var hvidkløver; det skulle igennem 2 gange. Dengang var der ingen, der tænkte på, at det var usundt — det støvede meget.

Når vi var færdige med høsten, begyndte vi at harve og pløje. Der skulle jo sås hvede igen til næste år. Så blev der pløjet til vinter, men det var gårdens egen karl. Jeg tog arbejde rundt omkring med hvad som helst, blandt andet i skoven, hvor jeg var hver vinter og arbejdede sammen med min far. Så føden var i hus, og Grethe gik ud som kogekone. Dem var der meget brug for dengang, og vi havde ingen børn, så vi var uafhængige.

I 1950, efter en vinter i skoven, kom jeg til at køre ler på Ommestrup Teglværk hos Vilhelm Skriver. Jeg skulle bare køre med egne heste fra Ludvig Christiansen og ned til teglværket, 13 læs om dagen med 2 m³ ad gangen i teglværkets vogne. Arne Thomsen var der til at læsse. Det var et godt arbejde om sommeren, men ikke i regnvejr. Vi begyndte 1. april og kørte til 1. november.

Det blev nogle lange dage. Jeg havde efterhånden 4 køer at malke morgen og aften. Jeg skulle være på teglværket kl. 6.30 og til kl. 16.30, så hjem at malke og have foder med til næste dag. Vi var unge, så vi tog det med godt humør. Jeg kørte der i tre år.

Så fik vi en lille dreng i 1951 og efterhånden 7-8 køer, så blev jeg hjemme og passede drengen, mens Grethe var ude at kokkerere, hvad der godt kunne blive hver weekend og et par andre dage. Men det gav penge, og vi sad ikke så hårdt i det med ejendommen — 400 kr. to gange om året — men 800 kr. var mange penge dengang.

Jeg var også ved at prøve at køre smuld i mosen, men det gik ikke, da den ene hest ikke kunne gå i den bløde tørvejord. Og så skulle jeg også i fagforeningen; det ville jeg ikke. Så jeg tog hjem igen efter 8 dage.

Vi fik en lille pige i 1953. Peter var født i 1951, så nu var der en mere at passe, når jeg var hjemme, men naboen havde 4 på næsten samme alder, så der var 6 at se efter. Der var aldrig problemer af den grund. De passede sig selv og legede godt sammen. Børnene fulgtes også ad hele tiden, nogle af dem også i skole.

Efterhånden havde vi fået en god besætning på 10 køer og to heste, og jeg malkede med håndkraft. Det var jeg vant til, og jeg kunne godt lide det. Jeg var altid hjemme og passede hus og hjem, så jeg var der altid, når børnene kom hjem fra skole. Men efterhånden ville vi gerne have noget mere jord, så vi kunne være hjemme begge to, for vi havde kun 17 td. land og dårlige bygninger. Men vi havde ikke råd til at købe mere, og der var heller ikke noget lige her omkring.

Grethe havde fra hun var lille kommet i huset hos søstrene Rytter i Bale, og vi kom der også meget, efter at jeg var kommet med i familien. Jeg glemte at fortælle, at min kone er datter af maskinhandler Marius Skriver og hustru Marie Skriver, født Jensen, fra Bøjen. De havde en overgang købmandsforretning i Bale, og derfra stammede bekendtskabet med søstrene Rytter. De havde en halvbror, Laurits Rytter Andersen, som var bestyrer på gården, som havde et jordtilliggende på 32 hektar.

Vi havde snakket om, at vi gerne ville have noget mere jord, og de havde dengang jorden forpagtet ud til Hans Erik Graversen, som ikke var god ved den. Da hans forpagtning udløb omkring 1. marts 1960, spurgte de, om vi ville forpagte gården. Det ville vi godt, og vi aftalte, at vi overtog forpagtningen pr. 1. marts 1960. Det var i august måned 1959, og Graversen fik at vide, at han ikke kunne få gården mere, hvad han blev meget fortørnet over.

Så den 29. september 1959 brændte gården ned. Alle mure var væltet og alt indbo brændt. Kreaturerne var på marken; der brændte nogle grise, men bestyrerens indbo kom næsten alt sammen ud, takket være snedkeriets svende. De arbejdede på værkstedet lige på den anden side af vejen, og de var tre, så det gik stærkt. Ilden var kommet op ved en skorsten. Det var lige ved tretiden — en avis under kedlen på det gamle komfur. Den røg lige ovenud.

Vi regnede så ikke med, at vi kom derop, men broderen blev ved med at spørge, hvad vi ville give for jorden. Vi sagde, at vi ikke havde råd til at købe, så vi ville ikke byde. Marie Rytter boede hos os, da hun ingen steder havde at være. Hun kom ud kun i kludesko og en almindelig kjole uden overtøj, men med seks skeer i hånden og 20 kr. i lommen. Vi måtte ud at købe tøj dagen efter. De havde købt en gammel bil, en Dodge årgang 1934, for 2.100 kr. af stationsforstanderen i Mørke. Vi havde også fået traktor, en 26 Ferguson — en dejlig traktor.

Nå, vi snakkede frem og tilbage om, hvad vi skulle, og så en aften kom Laurits herned — han boede oppe på Bale Mølle — og sagde: “Hvad vil I give for jorden? Giv et bud, det er ikke bindende.” Jeg sagde så nærmest for sjov, at vi ville give 100.000 kr. for jorden. Det var slet ikke i overensstemmelse med prisen på jord. Så slog de sørme til — så skulle vi selv bygge det hele op. Jeg blev helt paf, for vi havde ikke regnet med noget som helst. Vi skulle udbetale 20.000 kr., og dem lånte vi i Sparekassen i Mørke, og Marie kautionerede selv for pengene, så det var en nem handel.

Bygning af gård

Vi skulle så til at bygge og rundt til håndværkerne. Det kom vi nemt om ved. Min svoger og svigerinde var rejst til Amerika i 1956, og han var murer, så vi skrev til ham, at nu kunne han komme hjem og bygge gården op. Det var til jul, og ugen efter skrev de, at de kom hjem til Danmark 15. februar. Det havde vi ikke regnet med.

Tømrerarbejdet fik Laurits Jensen, Bale Tømrer- og Snedkerværksted. Men det var i en tid, hvor det næsten ikke var til at få tømmer. Han kom i forbindelse med Poul Hansens Tømmerhandel i Risskov, som var leveringsdygtig i alt det tømmer, vi skulle bruge, selv om det var svært. Arkitekten var fra Århus og hed Børge Christensen, Rypevej 10, Højbjerg.

Vi fik nu travlt med at få materialer hjem og granstænger fra skoven barket af til stilladser. Vi begyndte at bygge omkring 1. april med udgravning af sokkel til stuehuset. Det var det første, vi byggede, da vi skulle flytte herop til høsten. Vi havde fået en byggeordning med Andelsbanken i Hornslet, som vi var kommet i samarbejde med gennem min svigerfar, der altid brugte Andelsbanken i sit arbejde som maskinhandler. Vi fik en byggekredit på 185.000 kr. og kunne så gå i gang. Jeg stod selv som bygherre, da min svoger kun var murersvend dengang; han blev senere murermester.

Vi begyndte omkring 1. april at bygge, og samtidig skulle vi så, så vi kørte helt fra Mørke og til Bale hver dag. Det tog meget tid.

Vi fik entreprenør Bent Sten til med gravemaskine at grave kloak og kælder ud — kælderen er på 75 m² — så alt blev kørt væk med lastbiler. Vi begyndte med stuehuset for at få noget at bo i, så vi kunne få den gamle ejendom solgt. Det kunne gå stærkt eller vare længe at sælge den; det ved man aldrig.

Svogeren byggede det hele med en arbejdsmand til hjælp, og jeg hjalp selv til, når der skulle støbes. Vi blandede det hele selv. Vi fik stuehuset op til rejsning, og den 23. maj havde vi rejsegilde. Samtidig fik Grethe, min kone, kørekort, så der var noget at fejre.

Det gik ret hurtigt med at bygge, så mureren begyndte på udhusene, da tømreren kom på stuehuset, og sådan skiftede det hele tiden. Jeg sagde til tømreren, at de skulle sørge for, at stuehuset var færdigt til august, når vi skulle til at høste. Men de grinede lidt af mig og sagde, at der sku’ da længe til endnu. Vi byggede så videre på det andet ind imellem; de gik på stuehuset, når det var regnvejr, men tiden gik. Vi fik tag på stalden, og indmaden kunne så vente lidt. Der skulle graves ajlebeholder, møddingsplads og kloakker. Der var meget at lave — vi skulle også passe roerne — så det gik i døgndrift.

Det værste var næsten at støbe bunden i stalden. Der var 540 m². Der skulle mange trillebøre til for at nå det hele. Min nabo havde lastbil dengang; han var en mand på 60 år, og han kørte hele materialet hjem til os — grus og sten fra Fårup Grusgrav. Han kørte også fyld til planering; det var billigt dengang.

Det blev efterhånden høst, så vi begyndte at meje med binder, og det hele skulle sættes sammen i neg bagefter. Det var et stort arbejde.

Jeg havde sagt til tømreren, at vi flyttede herop, når det en dag blev regnvejr før høst. “Du skal sige til i forvejen,” sagde de. “Det har jeg gjort 2 gange, men I vil jo ikke tro det.”

Så en dag — det var den 19. august — var vi lige kommet herop, da det blev regnvejr. Så kørte vi hjem igen og begyndte at flytte, og lige over middag kom vi med det første læs. Det var senge og køkkentøj. I soveværelse og børneværelser var der cementgulve, så der kunne vi flytte ind; der manglede gulve i køkken og stue. Brædderne var kommet, så det var bare at lægge dem ned. Tømreren skældte ud, da vi kom, men jeg havde jo sagt, at vi flyttede ind, når vi skulle høste, så de havde ingen grund til at klage.

Vi havde taget gaskomfur og bord med herop, og mens vi læssede af, lavede Rie kaffe til dem alle, hvad de fik hver dag — hidtil havde Grethe kørt op med det til dem. De begyndte omgående at lægge gulv i køkken og stue. De var 3 mand foruden mester selv, så det gik hurtigt, og da klokken var halv ti om aftenen, var der gulv i køkken og stue. De måtte have kaffe en gang mere, men skidt med det.

Det gik som sagt hurtigt med at bygge det hele op. Vi fik en firrækket stald i ét: 2 rækker med køer og ungkreaturer og 2 rækker med svin. Der kunne være 200 slagtegrise ad gangen og plads til 19 køer i den ene række og 10 kvier og en masse kalve i den anden række, så der var god plads, med indgange fra laden til fodergangene både hos svin og køer. Uden for svinene var der en kornsilo og kværn, så der var ikke langt at gå.

Udmugningen foregik ved håndkraft, og der var ikke langt at køre, da jeg kom til møddingen oven fra. Så det var bare at tippe børen, så var der læsset af. Ajlen løb i ajlebeholderen lige under stalden, under malkerum og gang. Den var temmelig stor — den tog 100.000 liter — så når jeg kørte ajle på marken, var det ca. 40 læs med hver 2.500 liter i tønden.

Det var hårdt arbejde at rejse taget; det var med håndkraft. Dengang var der ingen kraner som nu. Vi bar spærene på kostalden op; vi var 8 mand. Vi lagde gulv op til gavlen fra laden og gik den vej op med dem, med to mand på muren i begge sider. Der var 19,21 meter imellem, så spærene var lange og tunge, men vi bar 32 spær op på en 3 timers tid. Så blev de sømmet fast, og tømreren begyndte at lægge tag på. Vi skulle have køerne ind til efteråret.

Det var det første halve år, og det gik godt. Men byggeriet kom til at koste 187.000 kr. i alt — det var mange penge, når vi ingen havde. Renter og afdrag var store til at begynde med. Vi havde mange lån, både realkredit, kreditforening, hypotekforening og private lån, så der var termin næsten hele året rundt. Nå, men vi havde en god bank, så det gik. Det kneb lidt med at få indtægt og udgift til at nå sammen, også da vi samtidig udvidede besætningen.

Vi begyndte med at have en karl, men enten var jeg for fordringsfuld og ville have for meget lavet, eller også var han for doven. Vi kunne ikke enes, så en dag, han sov over sig — hvad han næsten gjorde hver dag — sagde jeg ham op, og han rejste med det samme.

Vi blev så alene: børnene, Grethe og jeg, og det gik udmærket. Børnene, Peter på 10 år og Inger Marie på 8½ år, var i skole hver dag, så det var begrænset, hvad de kunne lave. Peter var ellers flink til at hjælpe til ude; Inger Marie var bedst i køkkenet, som hun næsten passede helt. Hun var ikke så gammel, da hun begyndte at lave kaffe — det var, mens vi boede i Mørke, og Grethe gik ud som kogekone.

Landmanden og maskinstationen

Vi havde nok at bestille. Efterhånden havde vi 14 malkekøer og ungkreaturer, 100 slagtesvin og 28 ha jord, så vi kedede os ikke. Da vi havde været her i 6-7 år, havde vi oparbejdet et underskud på ca. 70.000 kr., og de var ikke til at stampe op, så jeg fik arbejde på den nærliggende maskinstation.

Første gang var det Ejvind Ring, der kom til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe dem i høsten. Det var dengang, man brugte sække; der var ikke tank på mejetærskeren. Vi brugte en vogn at fylde korn i med to tude i bagsmækken, så stod vi to mand og tog sækkene fra. Vi fik efterhånden et godt tag på det arbejde, så vi kunne følge med, selv om det var hårdt — en 5-600 td. om dagen. Vi hentede kornet ved mejetærskeren og kørte tilbage til enden af vangen og tippede vognen, så kornet kunne rende ud af tudene. Vi samlede sækkene i enden af vangen. Det var værst, når vi kom ud til en mand, som ikke kunne følge med; så blev der flere sække til mig. Men jeg fandt ud af, at når jeg hentede kornet, hver gang tanken var fuld, så var der 22 td. i, og det kunne vi klare ret hurtigt.

Nå, men jeg blev på maskinstationen efter høst, for Peter kunne godt køre og harve herhjemme, da Grethe kunne se ham overalt — han var også blevet 14-15 år.

Vi begyndte at harve, køre kalk og gødning, og efter 1. oktober begyndte vi så at køre møg ud — 3 spredere og en læssegrab — og de kørte hver dag næsten til jul, for nabomaskinstationen holdt op, så vi fik nogle af hans kunder.


Her slutter Sørens beretning, omkring 1965/66.

Grethe Trælle, født Skriver, var datter af maskinhandler Marius Skriver — ligesom Inger Skriver, der var gift med murer Edmund Clausen. Svogeren, der var murer og rejst til Amerika, er derfor efter alt at dømme Edmund. I Min barndomsdrøm bliver til virkelighed fortæller han, hvordan der i januar 1960 kom breve hjemmefra, der fik Inger og ham til at rejse hjem fra Vancouver. Søren husker årstallene lidt anderledes end Edmund, der rejste ud i april 1957 og var hjemme igen den 16. marts 1960. Grethe er formentlig også den Grethe, som søsteren Inger skrev til i Brev til Grethe fra Inger i 1946.

Branden på Enghavegård i Bale den 29. september 1959 er også beskrevet i Sorte grise — gårdbrand i Bale 1959, hvor Frank B. Gravesen, søn af forpagterparret, giver sin familiens side af historien. Han staver navnet Gravesen og kalder sine forældre Erik og Ellen Gravesen.