Brev til Grethe fra Inger
Et brev fra kontoret i Aarhus, januar 1946: Inger Skriver skriver til sin søster Grethe om overarbejde, en for varm stue, håndarbejde og en koncert med Otto Svendsen.
Aarhus, den 19. januar 1946.
Kære Grethe!
Jeg sidder på Kontoret og skriver til dig, vore Frue er nemlig ude i en Time, og saa spiller Musene på Jorden. Altsaa vi bestiller ikke andet end at spise, skrive Brev eller læse og hvad vi ellers kan finde paa. I Dag har jeg fået Weekend fra kl. 1.00, det er dejligt. Det er Synd for dig, om Lørdagen har du vel sagtens allermest travlt. Man har det jo anderledes med Frihed paa et Kontor, men det kunde du jo nok alligevel ikke tænke dig.
Vi sidder 10 Mennesker i en lille Stue med 3 store Varmeapparater. Vi har det saa varmt, saa vi synes, vi bliver stegt. Det var lige noget for dig med saadan en god Varme, Grethe, men du fryser jo vist heller ikke dernede.
Vi har Lys hele Dagen, for ellers kan vi ikke se at skrive på Maskine, og vi bestiller jo ikke andet hele Dagen, vi kan næsten selv om, hvor meget vi vil bestille. Men det er jo alligevel saadan, at de godt kan lide at se, at man afleverer meget Arbejde, der er skrevet færdigt, naar vi skal gaa kl. 4 præcis, du kan tro, der er ikke noget med at gå et Minut over. Nej, lige ud af Døren, naar den springer 4.
Grethe, du kan tro, vores lille Søster Karen tjener gysser nu, hun har Overarbejde 2 Timer hver dag paa Kontoret foruden at hun har Arbejde med hjem, hun arbejder end ogsaa paa Østbanens Ventesal og i Toget. Hun faar 3 kr. i Timen. Saa hvis du fik 3 kr. for hver Overarbejdstime du har, vilde du vist være Millionær for længe siden.
Okke ja, de Sønderjyder er jo nogle nøjsomme Mennesker, og det er jo meget rart for dem selv. Vi haaber, vi snart faar brev fra dig Grethepige, du har vel ikke haft tid før, og maaske heller ikke haft noget at skrive om. Saadan lige efter Jul har man jo som Regel ingen Penge og kommer saa ikke ret meget ud. Saadan er det i hvert fald her, men det bliver jo nok ogsaa bedre. Lige for Tiden er jeg jo paa Ugeløn og tjener ikke saa meget, men fra 1. Marts faar jeg 255,40 kr. i Maanedsløn, saa bliver det nok lidt bedre med Økonomien, skønt jeg tvivler nu. Jeg har vist aldrig haft Talent for at spare saadan som du, Grethe.
Du kan tro, jeg syr ordentlig løs på Bakkeservietten jeg fik af dig i Julegave, jeg tror bare, jeg desværre ikke har brunt Garn nok. Du har vel ikke mere af det, men Mor har maaske lidt, der ligner det. Du faar jo meget Haandarbejde lavet. Nu mangler du vel ikke saa meget Udstyr lige undtagen Lagner, Haandklæder og den slags, men det kommer vel forhaabentlig ogsaa snart frem.
Jeg var til Koncert i Søndags i Aarhushallen med Otto Svendsen og en anden. Du kan tro, han har en vældig Stemme. Men nu maa du have det saa pænt, Grethepige, haaber snart, vi hører fra dig, nu kan jeg ikke skrive længere, for nu maa jeg forlade Kontoret.
Mange kærlige Hilsener
Søster Inger Skriver
Brevskriveren, kontorassistent Inger Skriver, er efter alt at dømme den samme Inger Skriver, der den 23. maj 1953 i Mørke Kirke blev gift med Edmund Louis Junker Clausen — se Min barndomsdrøm bliver til virkelighed. Vielsesattesten angiver hendes fødselsdato som 15. november 1926 og stillingen som kontorassistent, hvilket stemmer med brevet fra syv år tidligere.