Min barndomsdrøm bliver til virkelighed

Nedskrevet af Edmund Louis Junker Clausen, december 1986.

Året er 1933. Jeg er 7 år. Min far og mor har en landejendom på 24 td. land i nærheden af Toftlund i Sønderjylland.

Det er meget dårlige tider for landbruget i disse år, som vi børn selvfølgelig både mærker til og hører om. Far og mor snakkede tit om at opgive det hele og så rejse til Canada, hvad selvfølgelig gav vi børn en livlig fantasi. Vi legede nybyggere og indianere, og det gav mig en drøm om at komme til Canada. Men foreløbig skal jeg jo gå i skole. Min skoletid er der ikke noget særligt at fortælle om.

På grund af de dårlige tider for landbruget begyndte min far at avle jordbær, tidlige kartofler og blomkål, som han cyklede til Toftlund og solgte. Så vi børn var med til at plukke jordbær om aftenen og tidlig om morgenen, så far kunne tage af sted til byen kl. 7 om morgenen.

I mellemtiden skulle vi finde nye kartofler frem. Det foregik på den måde, at vi følte med fingrene ind ved planterne og samlede de største, hvorefter vi klappede jorden til igen omkring planten. Vi skulle samle ca. 150 pund om dagen.

Når far så kom hjem fra byen, var kartofler og blomkål klar, så han kunne køre igen. Han havde sidevogn på cyklen til at klare de mange pund. Heldigvis for far lå denne sæson i vores sommerferie fra skolen, så vi kunne hjælpe hele dagen.

Jeg kommer ud af skolen i april 1940 og bliver konfirmeret en af de første dage i april.

Besættelsen

Den 9. april bliver Danmark besat af Tyskland. Vi går urolige tider i møde. Jeg skal blive hjemme de første 2 år for at hjælpe til på landejendommen, da der jo er mere arbejde end far og mor kan klare alene.

Første april 1942 får jeg plads på en gård 10 km hjemmefra. Vi var 2 karle. Vort værelse var med brosten som gulv, og sengen var en kasse med halm og selvfølgelig mus.

Til gården hørte en eng, som lå 6 km borte. Når høet skulle bjærges, blev vi sendt ud om morgenen for at slå græs, vende hø og stakke det. Om aftenen skulle vi så have 2 læs hø med hjem. Sådan en dag var jeg uheldig, jeg kom til at træde på leen med bare fødder og fik et snit i foden ind til knoglen. Jeg bandt min skjorte om foden og måtte gå med det, indtil vi kunne komme hjem om aftenen.

Da vi kom hjem, spurgte bondemanden, hvad jeg nu havde lavet. Da jeg fortalte ham om uheldet, sagde han, at jeg hellere måtte cykle til doktor efter aftensmaden. Det var en tur på 4 km, og ikke særligt sjovt med en lemlæstet fod. Nå, men doktoren kiggede på foden og sagde, at det måske var bedst, at jeg kom på sygehuset. Men da han var meget glad for at skære og sy i folk, bestemte han sig for at klare det selv. Jeg fik foden syet sammen med 6 sting uden bedøvelse. Hvis jeg siger, at det var sjovt, så lyver jeg, da jeg havde hård hud under fødderne pga. min færdsel i bare fødder. Så var det på cyklen igen og ud på min plads.

Doktoren havde ringet til bondemanden og sagt, at jeg skulle ligge i sengen i 10 dage, hvad selvfølgelig ikke passede ham, men han måtte jo rette sig efter doktoren. Den 10. dag kom doktoren og tog stingene ud og gav manden besked på, at jeg skulle blive i sengen endnu en uge. Men næste morgen kom manden og sagde: “Så står vi op, nu har du ligget længe nok der.” Så jeg måtte stå op og give mig til at arbejde igen med det resultat, at såret sprang op igen. Men jeg turde ikke sige noget, så der gik 3 mdr. før såret var lægt. Sådan var det jo dengang.

Jeg var i denne plads i 1½ år, og oplevede der krigen. I sommeren 1943 kom der et engelsk bombefly ind over os forfulgt af tyske flyvere. For at slippe væk fra dem, smed flyet sin bombelast i nærheden af, hvor jeg tjente. Det var sådan, at vore senge hoppede, da bomberne sprang. Heldigvis kom ingen til skade, da bomberne faldt på den åbne mark, men det var ubehageligt.

En aften jeg sammen med nogle andre var på vej hjem fra bal, blev der luftkamp. Da det var månelyst, kunne vi se flyene. Pludselig begyndte der at falde noget ned omkring os, så vi blev bange og søgte dækning. Det viste sig at være patronhylstre.

Jeg skiftede plads den 1. november 1943, hvor jeg blev forkarl på en gård. Vi var 4 karle og en fodermester. Det var en god plads, hvor vi fik skæld ud 3 gange om dagen. Bonden måtte jo have ment, at det var en god medicin. Jeg tror nu “medicinen” sløvede, for vi var nærmest ligeglade, da vi var blevet vant til det. Bortset fra det fik vi god mad.

Da der var gået et år, blev jeg fodermester i samme plads. Der var 44 køer plus opdræt, ca. 100 dyr i alt. Dagen startede kl. 4 om morgenen, hvor jeg begyndte med at give hø, malke med maskine og så give kraftfoder. Klokken blev 6.30, og det var tid for morgenmad. Og jeg var sulten. Jeg fik 2 portioner havregrød, 24 stykker rugbrød med fedt og salt samt 2 stykker franskbrød. Men så skulle jeg også gå helt til middag.

Efter morgenmaden skulle dyrene fodres færdig med roer og halm, der skulle renses ud ved dem. Dyrene skulle strigles og børstes, og der skulle vaskes mejerispande, så tiden gik, og det blev middag. Efter middagen fik jeg en god middagssøvn. Kl. 15 gik jeg i gang igen med at fodre, rense ud og malke. Jeg var færdig ca. kl. 18. Kl. 18.30 var der aftensmad, og så var den dag gået.

I februar fik vi indkvartering af tyske soldater på høloftet. Det var ret irriterende, for de gik hele tiden i vejen, men det skulle jo gå. Vi nærmede os slutningen af krigen, og tyskerne blev mere og mere nervøse.

Den 3. maj cyklede jeg hjem til min lillebrors fødselsdag. På tilbagevejen blev jeg stoppet 12 gange af tyske soldater med skydeklare våben.

Befrielsen

Så kom den 4. maj 1945. Det var den ugedag, vi spillede håndbold, men det hele var så spændt, at jeg blev hjemme. Da klokken blev så mange, at vi kunne høre den engelske radio, sad vi omkring radioen sammen med den tyske løjtnant. Meddelelsen kom, at krigen var slut. “Gudskelov,” sagde den tyske løjtnant.

Jeg tog min cykel og kørte til håndboldpladsen lige ind imellem de spillende. De skældte mig ud for det, men der blev vild jubel, da jeg fortalte, at krigen var slut. Nu kunne vi igen tale højt om det, vi tænkte.

Den 6. maj var vi 2, som gik tur ad en markvej, som havde et tjørnehegn på den ene side. På den anden side af hegnet lå en grusgrav. Der lå nogle tyske soldater og skød ind i skrænten. Når de ramte en sten, sprang kuglen op og fortsatte ind over markvejen. Vi hørte godt nok, det fløjtede en gang imellem, men vi regnede ikke med, at det var farligt. Jeg gik med en blød filthat, og pludselig gav det et ryk i min hat. Vi kom i en fart ned på hænder og knæ. Da jeg tog hatten af, så jeg, at der var hul lige igennem den. Det var tæt på. Vi sørgede for at komme væk i en fart. Siden passede vi på med, hvor vi gik, så længe der var tyske soldater i nærheden.

Løsarbejde og karlepladser

Sommeren gik, og det blev november. Forholdet mellem bonden og mig var i den sidste tid blevet meget spændt. Ligeledes var det med de andre karle, vi skulle alle rejse den 1. november.

Den 31. oktober havde far og mor sølvbryllup, så jeg spurgte om, jeg kunne få fri fra middag, men det kunne jeg ikke. I stedet kunne jeg få fri kl. 17, nå, det var der jo ikke noget at gøre ved.

Næste morgen var det den 1. november. Det var normalt, at man arbejdede til middag, når man skiftede plads. Da vi havde fået morgenmad, fik vi besked på, hvad vi skulle lave. Mens bonden fodrede svin, var vi karle i hestestalden. Der blev vi enige om, at vi ikke ville lave mere, efter den behandling han havde givet mig dagen før. Bondemanden blev godt tosset, men det hjalp ikke noget. I stedet for at give mig en halv fridag, mistede han nu 5 gange en halv dag. Vi fik vores løn med det samme, og så flyttede vi.

Jeg gik på løsarbejde et stykke tid. I februar 1946 rejste jeg til Falster og fik arbejde i et gartneri på en herregård. Det var såmænd meget sjovt, men kosten var dårlig. Desuden kunne jeg ikke rigtig med det, at vi skulle stå med hatten i hånden, hver gang forvalteren eller godsejeren kom forbi. Det gav nogle sammenstød, så efter 3 mdr. der pakkede jeg min kuffert og rejste.

Jeg tog nu hjem og hjalp min far og mor og tog noget løsarbejde ind imellem. Den 1. oktober 1946 solgte far og mor landbruget, da mor ikke var så rask mere. Jeg fik nu plads hos min morbror, som havde en gård. Der var jeg i 13 md. indtil den 1. november 1947, det var et dejligt sted. Vi snakkede sammen om alt, hvad der skulle laves, så man næsten følte, det var ens eget.

Vi havde en meget hård vinter det år. Den 1. marts 1947 havde jeg bestemt, at jeg ville en tur hjem, da jeg ikke havde været hjemme siden jul. Der var 30 km hjem. Skæbnen ville, at det blev en forrygende snestorm, men jeg havde bestemt, at jeg ville hjem. Så jeg tog afsted lørdag formiddag, det tog mig 7 timer at gå den tur. Jeg gik tilbage igen mandag formiddag, men da vejen var ryddet, tog det kun 5 timer.

Jeg ville nu prøve noget andet, så jeg tog til Fredericia for at prøve, om jeg kunne få noget arbejde der. Det eneste, jeg kunne finde der, var som altmuligmand og udsmider på en danserestaurant. Jeg fik kost og logi plus 200 kr. om måneden plus det, jeg kunne få i drikkepenge. Så det kunne godt løbe rundt. Jeg prøvede at sælge tyggegummi, som jeg fik fat i ved søfolkene. Men det holdt jeg op med, for jeg skulle selv holde dansegulvet i orden. Når gulvet var fyldt med nedtrådt tyggegummi, var det et hestearbejde at gøre det rent igen.

Det er sådan, at når man arbejder sådant et sted med mange fulde mennesker, så bliver man nødt til selv at have en lille pind i øret, ellers kan man ikke holde det ud. Selve arbejdet med at holde styr på gæsterne og evt. lempe nogle ud var ikke noget problem. De fulgte som regel roligt med, når jeg tog fat i dem. Da jeg havde været der i 3 md., kunne jeg se, at det ikke kunne blive ved med at gå. Det var ved at blive til for meget spiritus, så jeg pakkede min kuffert og rejste hjem igen.

Under krigen havde tyskerne ladet grave noget, som de kaldte pansergrave. Det var dybe og brede render tværs over landet, 10 meter brede og ca. 4 meter dybe. Disse skulle fyldes op igen, så her fik jeg arbejde. Det foregik med skovl og trillebør, så det var da noget, man kunne få rørt musklerne ved. Da vi kom hen midt i maj måned, var vi færdige med at fylde dem op.

Jeg fik nu arbejde i mosen med at lave tørv. Jeg stod i bunden af tørvegraven og fyldte tørvedynd op på båndet. Det var et hårdt, men dejligt arbejde. Maskinen kørte på et spor langs med tørvegraven. En gang imellem skulle vi flytte spor, da vi var ved det, var jeg ved at falde. Uheldigvis havde jeg lige fået tæerne på den ene skinne, og så tabte jeg den anden skinne ned på min storetå. Det var alt andet end behageligt. Nå, jeg måtte have støvlen af og have foden i koldt mosevand i et stykke tid, så den ikke hævede. Det gjorde godt nok ondt i tåen nogle dage, men jeg kunne da have fodtøj på. Fremover ville neglen gro frem som en proptrækker.

Murerlærling

Da vi kom hen i september måned, var tørvesæsonen forbi. Jeg kom nu tilbage til min morbror på gården og var der til 1. maj 1949, hvor alt gik stille og roligt. Så var det i mosen igen, men der var ikke rigtig salg i tørvene mere, så det varede kun en måned. Jeg måtte til at finde noget andet arbejde.

Jeg blev nu murerarbejdsmand og startede med at grave en kælder ud med håndkraft. Det var lerjord, dvs. hårdt arbejde. Da kælderen var gravet ud, kom mester (der var kun mester og mig). Vi satte så forskalling op, fyldte kampesten i, håndblandede sand og cement, fyldte det i baljer, hældte vand på, lod det trække lidt, hvorefter vi rørte det op igen, så det var tyndt. Vi tippede baljen, så det løb ned mellem kampestenene. Det var et stort stykke arbejde, men da vi var færdige, stod der en flot støbning. Mørtlen lavede vi også selv, det foregik på den måde, at vi kastede sand i et stort trug, derefter kom der læsket kalk i, så havde jeg et redskab, der bestod af en jernplade med huller i sat på et langt skaft, som jeg trak igennem sand, kalk og vand, så det blev til mørtel.

Da der kun var mester at passe op, fik jeg tid til overs. Så jeg fik en murske i hånden og hjalp til med at mure. Den gang tog det lang tid at bygge et hus, for det skulle stå og tørre ind imellem.

En sommerdag var vi ude og lave noget på en gård, mens det blev tordenvejr. Imens det drev over, stod vi i ly i laden med porten åben. Pludselig kom der et kuglelyn ned på gårdspladsen, trillede lidt og eksploderede så med et ordentligt brag. Der var en hund sammen med os, den blev så bange, at den sprang lige på hovedet ind i en stak bygavner, som lå der. Bygavner hager sig jo fast, så hunden så festlig ud, da den kom ud igen.

Sidst på året forløftede jeg mig på en tung ting og fik brok. Først i januar 1950 kommer jeg på sygehuset for at blive opereret for brok. Det foregik under lokalbedøvelse, så jeg kunne følge hele arbejdsgangen, da lampen over mig virker som et spejl. Jeg havde godt nok fået briller på med hæfteplaster over glassene, men når jeg lagde hovedet på siden, kunne jeg alligevel se, hvad de lavede. Så var det 16 dage på ryggen i sengen.

Det var strengt forbudt at stå ud af sengen. Der var en meget streng afdelingssygeplejerske der på sygehuset. Ryge måtte vi heller ikke, men vi gjorde alt det, vi ikke måtte, alligevel. Der hørte sivsko til alle indlagte, men dem havde de fjernet fra os. Når vi skulle ligge i sengen, havde vi jo ikke brug for dem. Men om natten stod vi op og gik ud på gangen og på toilet i bare fødder. Nu var det sådan, at min seng var for kort, så de havde taget fodenden ud af sengen. Jeg kunne så stikke fødderne ud der 10-15 cm., mens der hængte et tæppe over.

En morgen var tæppet faldet på gulvet. Der kommer en sygeplejerske ind, og hun siger: “Uha, du har vist været ude at gå i nat.” Hun hængte tæppet op over igen, inden afdelingssygeplejersken kom ind. Gulvet må jo ikke have været helt rent, da jeg var ude at gå, så fødderne var lidt beskidte.

Selvom vi ikke måtte ryge, gjorde vi det nu alligevel. Det fik vi mange skældud for af afdelingssygeplejersken, hun kunne blive rigtig gal, det havde vi meget sjov med. Nå, men selvom man skal ligge i sengen i 16 dage, går tiden jo alligevel. Tiden kom, at vi skulle op og stå på gulvet. Vi fik at vide, at vi skulle passe på efter de mange dage i sengen, benene kunne godt være svage, og vi kunne nemt blive lidt svimmel. Afdelingssygeplejersken var skam selv til stede for at passe på os. Vi måtte jo passe på ikke at vise, at vi havde smugtrænet. Derefter var vi oppegående i 4 dage, inden vi blev udskrevet. Det var så i alt 3 uger på sygehuset. Jeg måtte ikke begynde at arbejde før 1. april.

Ølflaskerne til fastelavn

Vi kommer nu til fastelavn 1950, der skulle være karneval på hotellet. Jeg kunne godt tænke mig at deltage, men det var jo svært at finde en forklædning, der ikke afslørede mig, da jeg er 2 meter høj, men det lykkedes.

Min kammerat og jeg lavede 2 ølflasker af pap og grøn crepepapir med etiket og kapsel henholdsvis rød og grøn Tuborg. Flaskerne var 70 cm brede og 250 cm høje. Vi havde lavet nogle små huller på 2 cm flere steder fra 1 m over gulvet og opefter, så vi kunne se ud, samt et par håndtag, så vi kunne bære den. Vi tog dem på hjemme hos mig og gik de 100 m, der var op til hotellet. Så havde vi et problem med at komme ind, vi skulle ind igennem 3 døre, der kun var 210 cm høje. Men med gode menneskers hjælp lykkedes det.

Vi fik et nummer sat på flasken, men kunne ikke selv se nummeret. Så vi måtte gå en tur rundt om hverandre for at se nummeret og så fortælle det til hinanden. Vi var klar over, at det ville blive en varm omgang at gå i den forklædning i en time, selvom der var hul oven i flasken. Så vi havde hver taget 4 øl med i lommen, henholdsvis rød og grøn Tuborg. Når vi havde drukket en øl, lod vi den tomme flaske rulle ud ved gulvet, så den store flaske fik en lille flaske. Vi dansede rundt til musikken, så godt vi kunne.

Der var ca. 30 udklædte personer til stede, så der var noget at se på. Efter en time skulle de bedst udklædte findes. Førstepræmien gik til de to ølflasker. De andre ville gerne se, hvem vi var. Mens vi var inde i flaskerne, var der en, der havde taget et billede af os, uden at vi var klar over det. Vedkommende sendte billedet til Tuborg, og efter et stykke tid modtog vi en kasse øl som tak for god reklame.

Til april kom jeg igen i arbejde ved murermesteren, og resten af året går, uden at der sker noget særligt. Da det til jul bliver vinter, bliver jeg arbejdsløs, da vi ikke kan arbejde ved murerfaget, når det er vinter.

Nu sker det på grund af min arbejdsløshedsperiode året før (pga. brokken), at jeg bliver sendt på en skole på Bornholm af fagforeningen den 1. februar 1951. Der sad vi på skolebænken det halve af tiden og arbejdede den anden halvdel af tiden, så vi tjente også lidt penge. Det var meget bedre end at gå arbejdsløs.

Jeg var der i 3 md., hvor der var unge mennesker fra hele landet. I den første tid bestod arbejdet i, at vi ude i en skov gravede en sø ud. Til skolen, som lå i Almindingen, hørte der også lidt landbrug og en svinestald, som var i en meget dårlig stand med f.eks. rotter under gulvet.

Da jeg kendte lidt til murerarbejde, blev det bestemt, at stalden skulle gøres i stand. Alt det gamle skulle ud, og gulvene hugges op. Første problem var rotterne, vi lukkede alle de huller, vi kunne finde, kørte lastbilen så tæt på som muligt, satte en slange på udstødningen hen til et af rottehullerne og lod motoren gå i en time. Da vi huggede gulvet op, fandt vi 38 døde rotter.

Vi var 2 mand, som skulle lave stalden. Da stalden skulle være færdig til den 1. maj, blev vi fritaget for at gå i skole. Vi arbejdede på fuld tid og tjente derved en god løn. Mens jeg var der, var vi også en tur på Christiansø. Vi sejlede derover med postbåden i snestorm, det var en god tur og en dejlig ø at se.

Sidst i april gik vi en søndag en tur i naturen i Ekkodalen og Rytterknægten. Der var en meget flot natur der. Vi nåede at blive færdige med svinestalden til 1. maj og rejste nu hjem igen.

Jeg fik straks arbejde ved mureren igen. Han havde i mellemtiden slået sig sammen med en anden murermester, og de havde fået blandemaskine og en lille lastbil. Den anden mester syntes, at jeg skulle gå i lære som murer, det gjorde jeg så.

Hen på eftersommeren fik vi noget arbejde 20 km hjemmefra. Vi skulle så køre i lastbilen på arbejde, mester og en svend i førerhuset og arbejdsmanden og mig på ladet. Men da vi kom forbi en kro, stoppede mester op. Han syntes, vi skulle ind og have en lille en til at starte dagen på. Vi kom først derfra kl. 19. Ugen efter skete det samme igen, så sagde jeg stop og holdt op med at arbejde ved murerfaget. Jeg havde hverken lyst eller råd til det på den måde.

Skovhugger i Sverige

Jeg fik nu arbejde med at læsse mergel på lastbiler med håndkraft. Vi var nogle stykker, der sammen fandt ud af, at vi ville være skovhuggere i Sverige. Vi havde set i en avis, at de søgte arbejdskraft i Danmark. Jeg skrev til adressen, og vi fik arbejde i skoven i Sverige. Det var i nærheden af Norrköping.

Da jeg havde været der i fem dage, fik jeg tandpine, og den nærmeste tandlæge var i Norrköping. Da vi havde brugt de fleste af vore penge i København og ingen svenske penge havde, måtte jeg gå med min tandpine. Da vi havde været der i 14 dage, fik vi forskud på vores månedsløn, og så var det ellers i rutebil til Norrköping og finde en tandlæge. Der fik jeg tanden trukket ud, det var rart at komme af med smerten.

Senere på vinteren var der en af de andre, der fik tandpine. Men han ville ikke tage til tandlæge, den tand skulle han nok selv trække ud, sagde han. Vi fik en tang gjort ren, så han havde noget at trække tanden ud med. Han prøvede i 2 timer på at trække den ud, men hver gang han prøvede, gjorde det ondt. Vi tilbød ham nu at lave et ølglas halvt fyldt op med akvavit, hvis jeg måtte trække hans tand ud. Det gik han med til. Jeg tog nu tangen og fik fat i tanden, men det må have gjort ondt, for han rykkede hovedet til sig og sagde, at jeg alligevel ikke måtte tage den. Men da han rykkede hovedet til sig, beholdte jeg tanden i tangen, så den var kommet ud. Han skyllede munden godt i akvavit og drak det bagefter. Så var det i orden.

At være skovhugger er et dejligt arbejde, selvom det en overgang frøs 31 grader. Det var slet ikke koldt, når bare man arbejdede.

Første maj 1952 rejste jeg til Stockholm og fik arbejde på Atlas Diesel. Men efter skovens dybe, stille ro var der alt for meget larm der, så jeg rejste en tur hjem til Danmark igen. Jeg holdt ferie i 2 uger, hvorefter jeg fik arbejde igen som skovhugger, nu på øerne i Stockholms skærgård. Vi boede 12 mand i en husbåd, som vi flyttede fra ø til ø. På husbåden var der en kok til at lave mad til os.

Efter 1½ måned blev de andre trætte af at være ude på de øde øer og rejste derfra. Jeg fik nu et lynkursus i at bage boller og franskbrød af kokken. Jeg var nu alene i 4 dage på båden, så kom der et nyt arbejdshold, men ingen kok. Jeg overtog så arbejdet som kok, det var jeg de næste 3 md. og klarede det til alles tilfredshed. Lønnen som kok var ikke så stor, men jeg fik maden gratis. Desuden kunne jeg godt få tid til at gå i skoven og arbejde, så jeg tjente helt godt.

Men når man arbejder i skoven med fyr- og grantræ, får man harpiks på hænderne, som er svært at vaske af. Jeg skulle jo helst have rene hænder, når jeg skulle ælte franskbrødsdej. Da jeg ikke kunne vaske harpiksen af, regnede jeg med, at det blev siddende, også når jeg æltede dej. Men det var sådan, at det satte sig i dejen i stedet for, og hvad gør man så. Jo, man hælder en kop rosiner i, så det alt sammen ligner rosiner.

Efter 3 mdr. som kok ville jeg gerne have 2 ugers ferie for at rejse hjem og se til familien, da min mor var syg. Så de fik en ny kok sendt ud. Efter at have været hjemme kom jeg så tilbage igen på båden. Vi skulle have båden flyttet til en anden ø, men da vi manglede en dags arbejde for 2 mand, blev jeg og en anden sendt tilbage dagen efter i vores lille motorbåd et kvarters sejlads.

Da vi nåede aften og vi skulle tilbage til de andre, var det blevet stormvejr. Det tog over en time at sejle det lille stykke, og min makker blev noget så forfærdelig søsyg, så vi fik det prøvet også. Sidst på aftenen rykkede husbåden sig løs, vi måtte arbejde hele natten for at få den på plads igen. Sommeren i skærgården er en af de bedste somre, jeg har haft.

Først i november får jeg ekspresbrev hjemmefra, at min mor er meget syg, så jeg pakker sammen og rejser hjem. Først måtte jeg i vores egen motorbåd sejle til en af de større øer, hvor jeg tog med færgen, som sejlede mellem Stockholm og de større øer. Jeg var i Stockholm ved middagstid. Jeg kiggede så på byen om eftermiddagen. Hen imod aften tog jeg ind på hovedbanegården, hvor jeg spiste til aften. Derefter sad jeg ellers og kiggede på alle de forskellige mennesker, som kom der. Ved midnat gik jeg så ombord i toget, og næste morgen var jeg i Malmø. Der tog jeg færgen til København, kom igennem tolden uden besvær, tog en taxa til hovedbanegården, med toget til Jylland og derefter med rutebilen hjem, hvor jeg var ved 17-tiden.

Min mor døde 2 dage efter, at jeg var kommet hjem. Min far spurgte mig, om jeg ikke ville blive hjemme hos ham vinteren over. Det lovede jeg ham. Julen 1952 fejrede min far og jeg på Lolland hos min fars søskende. Når man er vant til at arbejde og rejse meget rundt, er det meget svært at gå hjemme og være arbejdsløs.

Til Aarhus og Inger

To af mine brødre havde været i Århus nogle gange og fortalt om byen. Nu ville jeg selv se den. Først i februar 1953 rejste jeg en tur til Århus, men jeg var ikke alene. Gud Amor var med. I april flytter jeg til Århus, hvor jeg har fået arbejde ved en murermester. Så kan jeg gøre min uddannelse færdig.

Sidst i maj bliver jeg gift med Inger. Jeg prøvede at snakke med hende om Canada, men det ville hun ikke rigtig gå med til, så det slog jeg ud af hovedet.

Da jeg jo var under uddannelse, var min løn ikke alt for stor, så jeg tog alt det overarbejde, jeg kunne få, for at få det hele til at løbe rundt. Første november får vi en lille datter, det er en helt ny oplevelse for mig.

Da vi kom hen midt i januar 1954, slap det indendørs arbejde op, dvs. at jeg blev arbejdsløs et stykke tid. Det var ikke så godt, for da jeg var under uddannelse, kunne jeg ikke få understøttelse. Men så kom der en selvbygger, som manglede hjælp til at gøre sit hus færdig. Tilværelsen var reddet igen. Jeg kom nu i kontakt med 3 andre selvbyggere.

Midt i marts kom jeg i arbejde igen ved murermesteren. Så hjalp jeg selvbyggerne om aftenen, lørdag eftermiddag og søndag. Nu tjente jeg helt godt. Hen på sommeren købte jeg en have med et stort træhus, så nu havde vi også en have, og det var dejligt.

I oktober gik jeg op til svendeprøve. Det klarede jeg og fik mit svendebrev og selvfølgelig svendeløn.

I januar 1955 blev jeg arbejdsløs igen pga. vintervejr. Jeg fik nu understøttelse, så vi klarede os. Vi fik fat i en kakkelovn, jeg murede en skorsten i vort havehus og fik lagt elektricitet ind. Da vi nu havde lys og varme, gav vi os til at male og tapetsere, fik flaskegas, et par gasblus og en ovn. 1. april flyttede vi fra lejligheden og ud i huset, så sparede vi huslejen.

Midt i marts startede jeg igen ved samme mester, der var masser af arbejde. Men nu behøvede jeg ikke mere at tage overarbejde. Det var en dejlig sommer, så vi nød det rigtig ude i haven. Vi havde 5-6 pindsvin derude, det var ret så hyggeligt.

Vi havde søgt om statslån til at bygge et hus for og regnede med at gå i gang i foråret 1956. Vi får nu en hård vinter, så vi ikke kan arbejde. Jeg må gå på understøttelse. Det kan godt gå for en periode, men 3½ md. er lang tid.

Sidst i januar 1956 dør min svigermor. Vi bliver opfordret til at flytte hjem til min svigerfar, det gør vi så. Til april kommer jeg i arbejde igen, men har nu 25 km at køre på knallert. Det var træls, så jeg købte en bil, en 2-personers Ford 1930, så nu var jeg kørende.

Vi havde nogle gode venner inde i Århus, som nu ville til at bygge hus, og jeg lovede at hjælpe dem. En dag jeg står på stilladset, går det i stykker, jeg falder ned med både mursten og murbalje. Selvfølgelig rammer baljen ned på min storetå, som en gang før har prøvet det (den gang i mosen). Jeg får skoen af og tåen ind under vandhanen, så jeg klarer det igen uden hævelse. Siden den tid har neglen været normal. Vi får huset færdigt, og de flytter ind.

Først i oktober får vi en lille søn, så nu har Inger rigeligt at se til med mand, 2 børn og hendes far at sørge for.

Beslutningen

Vores venner sælger deres hus, og først i januar 1957 rejser de til Vancouver i Canada. Jeg bliver igen arbejdsløs pga. vintervejret, men da jeg har bil, begynder jeg at køre rundt og købe gammelt jern og metal op. Dette kørte jeg til Århus og solgte, så jeg kunne holde skindet på næsen.

En aften i januar, hvor min svigerfar har haft gæster og Inger er helt udkørt, sagde hun til mig: “Skal vi ikke rejse til Canada.” Da det jo var min drøm, sagde jeg selvfølgelig ikke nej.

Næste dag tog vi ind til et rejsebureau i Århus og overlod dem at ordne rejsen for os. I marts var vi i den canadiske ambassade for at få visum til Canada. Det blev også godt vejr igen i marts, så jeg kom i arbejde igen, for vi skulle ikke rejse før den 25. april.

Da vi jo ikke kunne have alle vore sager med, satte vi en annonce i bladet, at vi pga. udrejse solgte alle vore ting en bestemt dato. Jeg havde sat priser på alt og skal love for, at der var gang i den. Det eneste, vi ikke fik solgt, var en pottestol.

Søndagen før vi skulle rejse, samlede vi familien for at sige farvel. Min far og svigerfar var meget kede af det, hvad jeg i dag, mens jeg skriver dette, godt kan forstå. Men dengang tænkte man ikke så langt.

Rejsen

Ja, så begynder rejsen den 25. april 1957. Vi tager med fly fra Tirstrup om formiddagen til København. Der var vi i 6 timer, hvorefter vi med SAS fløj til Amsterdam. Vi skulle kun have opholdt os 4 timer i Amsterdam, men flyvemaskinen fra Canada var forsinket, så vi var der i 9 timer.

Men endelig kom vi afsted. Det var nat, så vi sov og var tæt på Grønland, da vi vågnede. Grønland er et storslået syn. Vi fløj tværs over landet, en stor hvid flade. Endelig kom vi til Søndre Strømfjord, hvor vi landede. Vi var inde på det danske hotel og fik den sidste kop danske kaffe. Derpå gik vi en tur på flyvepladsen, en meget storslået og interessant oplevelse.

Vi letter igen fra Grønland, alt hvad vi nu ser er vand og isflager og senere kun is. Langt om længe kan vi begynde at se landskab igen, skove, floder og et enkelt landbrug. Senere kom vi ind over bjergkæden mellem Alberta og British Columbia, der var masser af sne. Solen skinnede, så alt var så blændende hvidt, at vi ikke kunne holde ud at se på det.

Endelig, 41 timer efter, at vi forlod hjemmet i Danmark, lander vi endelig i Vancouver lufthavn. Det tog os en halv time at komme igennem tolden, og vi er på canadisk jord.

Vancouver

Ærlig talt, vi føler os lidt dumme, kan vi nu klare os, hvor lang tid vil der gå, før jeg får arbejde, og hvor hurtigt vil vi lære sproget. Vi tager en taxa ud til vore venner, som kom herover i januar. De boede på noget, som hedder Lulu Island. Her var dejligt sommervejr, og alt var grønt. Vi boede hos dem i 3 dage, så flyttede vi ind til Vancouver, hvor vi havde fået en lejlighed.

Jeg fik mig et kort over byen og begyndte at spadsere rundt for at lære byen at kende. Da vi havde været der i 2 uger, fik jeg arbejde som arbejdsmand ved en dansker, som var ved at bygge en købmandsforretning. Jeg tjente penge igen, vi købte os en bil, så vi kunne køre ud og se os lidt om, men jeg havde ikke canadisk kørekort.

En søndag, vi var ude at køre, gik motoren pludselig i stå. Jeg prøvede, om jeg kunne starte den igen, men den ville ikke. Pludselig kørte der en politibil ind foran os. Tak skal du ha, tænkte jeg. Nu går det galt, men de lukkede motorhjelmen op. Hvad de lavede dernede, ved jeg ikke, men så siger den ene betjent: “Prøv at starte,” og så gik motoren i gang. De lukkede motorhjelmen i og sagde god tur, inden de kørte igen. Dagen efter gik jeg op til køreprøve og fik mig et kørekort. Py ha, det var lige ved, men heldet følger jo, som I ved.

Det med at gå til køreprøve foregik på den måde, at jeg kørte ud til stedet, hvor det foregik, i min egen bil. Der fik jeg udleveret et skema med 25 spørgsmål ud af 250 mulige spørgsmål. For at bestå teorien skulle 22 af spørgsmålene være besvaret rigtigt skriftligt. Jeg havde taget lærebogen med, så jeg snød mig til at besvare de 22 spørgsmål ved at kigge i bogen i smug. De sidste 3 spørgsmål krydsede jeg tilfældigt af, dermed fik jeg 24 rigtigt besvaret. Så kom jeg til synsprøve med at læse bogstaver på lang afstand og en reaktionsprøve. Da jeg havde bestået dette, gik vi ud med en prøvesagkyndig til min egen bil, hvor vi kørte en tur. Han spurgte mig, hvor jeg havde kørt før. Jeg fortalte ham, at jeg havde kørt i Danmark. Og så fik jeg mit kørekort.

Efter at have arbejdet hos danskeren i 3 md., var vi nogle stykker, der fandt ud af, at vi fik for lidt i løn. Vi fik 1,50 dollar i timen. Da vi sagde det til ham, havde han ikke mere brug for os, og vi blev fyret på stedet.

Vi måtte så ud at finde noget andet arbejde. Næste dag kørte vi 2 mand i min bil ud og søgte. Ham, jeg havde med, var inde på, at vi skulle prøve savværkerne, som lå langs med floden. Jeg ved ikke, hvor mange savværker vi besøgte den dag uden held. Vi forsøgte igen næste dag. Men nu var vi kommet så langt hjemmefra, at jeg sagde stop. Min makker spurgte mig, om jeg helt havde givet op. Men jeg havde set en stor byggeplads inde i byen, der kørte jeg hen og fandt formanden. Men han manglede ingen. Men næste dag ville de starte et nyt stort byggeri op et andet sted i byen. Der skulle vi bare køre hen og sige, han havde sendt os. Vi kørte straks til den nye plads. Ja, vi kunne starte næste morgen til 1,96 dollar i timen. Så det var jo godt nok, at vi var blevet fyret det andet sted.

Da vi havde boet 2 md. i vores lejlighed, blev huset solgt, så vi måtte flytte. Vi fik en anden lejlighed, men kun for 1 md. Vi købte os et hus efter 3 md.

Den nye arbejdsplads var et stort kompleks med mange forskellige butikker i. Da vi startede på arbejdet, var der 25 arbejdsmænd og 10 tømrere. Vi arbejdede nu i 2 uger. En mandag morgen kom formanden for at sætte os i arbejde. Vi var kun 6 arbejdsmænd og 4 tømrere, der blev sat i arbejde. Resten kom ikke i arbejde. Jeg fandt ud af, at sådan gør de, tager mange ind, lader dem arbejde 2 uger og tager så dem, de vil have. Resten er så fyret. Jeg og min makker var mellem dem, der kunne bruges.

Nu skulle jeg rigtig til at lære sproget. Det gik ret hurtigt, for der blev kun snakket engelsk. I starten var det tit svært at forstå formanden, når han fortalte mig, hvad jeg skulle lave. Men han var meget tålmodig, og i løbet af 2 uger kunne jeg forstå alt, hvad han bad mig om at lave.

Vi havde en dejlig sommer med varmt og godt vejr helt hen til sidst i oktober måned. Den sluttede med, at det en dag blev et forrygende tordenvejr. Da det var ovre, var det blevet koldt, ikke frostvejr, men regn og rusk.

Vi er nu nået til jul, som vi fejrer sammen med vore danske venner, hvor vi får and og flæskesteg med rødkål. I mellemtiden har vi gjort kælderen under vort hus i stand. Der flyttede vi ned og lejede det ovenpå ud.

Vi er nu i februar 1958. Inger er kommet på sygehuset. Hun har slået hovedet mod en bjælke i kælderen og af den grund fået krampeanfald, hvor hun mistede bevidstheden. Hun lå på sygehuset i 6 uger. Det kan jo være ret dyrt at ligge på sygehuset derovre, men den morgen hun blev syg, sendte jeg bud efter lægen. Til middag fik hun et anfald igen, og da lægen ikke havde været der endnu, fik jeg fat i en ambulance for at få hende på sygehuset.

En time efter kom lægen, men han fik at vide, at vi var taget på sygehuset. Han kom nu op på sygehuset til os. Da han havde været inde og se til Inger, kom han ud til mig i venteværelset. Jeg spurgte ham, om han kunne fortælle mig, hvad det ville koste at ligge på sygehuset. Han svarede mig, at hvis jeg ville love at beholde ham som læge, skulle han sørge for, at vi fik det gratis. Det lovede jeg ham. Da vi ikke senere fik brug for læge, kunne jeg jo nemt holde det løfte. Inger skulle gå til kontrol og tage medicin et halvt år efter, og alt det fik vi gratis.

Mens Inger lå på sygehuset, lejede jeg et hus uden for byen i landlige omgivelser, for at Inger kunne få ro og frisk luft. I byen var der dårlig luft og megen støj. Vi boede ret tæt på, hvor alle togene kom ind til Vancouver banegård. Jeg købte en spand maling og friskede huset, vi havde i byen, lidt op og solgte det. Vi tjente lidt på den handel.

Det er nu sommer igen. Vi har det dejligt, tager til stranden og bader og ligger på græsplænen.

Hen på sommeren bliver vi færdige med det byggekompleks, hvor jeg arbejder. Jeg begynder for mig selv med at mure skorstene og pejse, med at lave pudsearbejde, tømrerarbejde og malerarbejde. Da det var træhuse, de byggede, var der ikke så meget murerarbejde, men en hel del pudsearbejde udvendig. Da det jo var træhuse, beklædte vi først med tjærepap, sømmede kyllingetråd på, gav det et lag mørtel og trak det over med en stiv kost, så overfladen var ru. Når det havde tørret et par dage, sprøjtede vi vand på, så det var gennemblødt. Så påførte vi igen et lag mørtel, og mens det var vådt og blødt, kastede vi forskelligfarvede småsten i. Der skulle et bestemt håndelag til.

Jeg havde nok at lave, så det gik helt godt resten af året. Det er nu jul igen. Efter jul er der ikke så meget at lave, så jeg køber en byggegrund og får et byggelån. Så jeg går i gang med at bygge et hus, når jeg ikke har andet at lave.

Da vi kommer frem til maj, har jeg fået huset færdigt, og vi flytter ind. Frem til juli er der ikke så meget at lave, men vi klarer os. Men derefter bliver der nok at se til. I september sælger vi huset og tjener en skilling på det.

Vi køber et andet hus, der ikke er så stort og ikke helt færdigt. Samtidig med at jeg færdiggør det nye hus, har jeg meget at lave resten af året.

Vi kommer til julen 1959, som vi kommer godt igennem. Vi spiste gåsesteg i 4 dage.

Hjem igen

Det nye år 1960 kommer, jeg fortsætter med mit arbejde. Udover regnvejr var der ikke rigtig nogen vinter.

Sidst i januar kom jeg en dag hjem om formiddagen ved 9-tiden for at hente noget. Så skulle jeg lige have en kop kaffe. Der var kommet breve hjemmefra Danmark. Så siger Inger: “Jeg kunne godt tænke mig at komme hjem til Danmark igen.” Kl. 11 tog vi ind og se til vore venner. Da havde vi købt billetter, og afrejsedagen var bestemt.

Jeg gjorde nu det arbejde færdigt, som jeg havde i gang. Det tog 3 uger. Vi skulle have visum for at rejse gennem USA, så vi måtte en tur på ambassaden. Vi solgte nu alt, hvad vi ikke kunne have med hjem. Vi købte en skibskiste, som vi fyldte op. Jeg måtte op og stå på låget for at få den lukket. Vi fyldte også 2 køjesække, som vi havde med fra Danmark. De 3 ting blev sendt som rejsegods. Desuden havde vi hver 2 kufferter, og børnene havde hver en lille kuffert.

Et par dage før vi skulle rejse, får vi besked fra rederiet, at båden vil være 3 døgn forsinket. Men da vi havde solgt alt, hvad vi havde, kunne vi ikke udsætte rejsen. Den sidste nat måtte vi sove på gulvet, så vi sov ikke ret godt. Vi stod op kl. 5, fik lidt morgenmad, og det sidste pakket. Vi skulle være ved banegården kl. 7.

Så var det farvel til vore venner, som havde kørt os til toget. Den lange rejse begynder den 25. februar 1960.

Da vi nu har 3 dage mere til vores rådighed, rejser vi kun til Seattle i USA den første dag. Det tager 4 timer. Vi finder os et hotel. Når man lejer sig ind på et hotel derovre, får man en lille stue, et soveværelse og et lille køkken, så vi kunne selv lave morgenmad. Den varme mad fik vi på et lille spisested ude i byen. Den aften gik vi meget tidligt i seng, da vi ikke havde sovet ret meget natten før.

Dagen efter tog vi efter morgenmaden på banegården med vore kufferter. I ventetiden tog vi ud og så Zoologisk Have med børnene. Det var næsten sommervejr. Om eftermiddagen kl. 15.30 gik vi i toget igen, der skulle vi nu være i 2 døgn. Det varer ikke længe, før vi er oppe i bjergene. Det fryser hårdt udenfor, men det er varmt og godt i toget.

Den tur gennem bjergene var en meget flot tur. Toget snor sig ud og ind hele tiden, og det går stadig opad. Sommetider kan vi se opad en lodret klippevæg, kigger vi til den anden side, går det stejlt ned, og der er langt ned. Senere kører vi ind i et højdedrag, hvor der er en stor sø 2000 meter over havet. Vi kører også gennem en tunnel 3 km lige igennem et bjerg. Da vi kommer ud på den anden side, begynder det at gå nedad igen. Men nu bliver det mørkt, så vi kan ikke se noget mere.

De amerikanske tog er behagelige at rejse i, man trykker på en knap, og ryglænet falder bagud. Under sædet er der noget, man trækker frem og hænger på det næste sæde, så man har en seng. Så vi sov rigtig godt i toget. Maden købte vi i spisevognen, det var ret dyrt. Men vi havde sammen med billetterne købt spisekuponer, så det var ikke så dyrt for os.

Næste morgen kører vi stadig i bjergene, der er nok at se ud på i det skønne landskab. Det bliver aften igen, det er tid til at få børnene til at sove. De er meget nemme at rejse med, de leger hele tiden sammen med de andre børn i toget. Næste dag er vi ude på det flade land, der ligger masser af sne, og det er meget koldt udenfor, ca. 40 graders frost.

Til aften når vi Chicago, her skal vi skifte tog. Vi skal med et tog fra en helt anden station, så vi bliver læsset i en taxa og kørt derhen. Det er med i billetten.

Vi rejste nu mod Detroit, hvor vi skal besøge Ingers onkel. Han har været her i 47 år og aldrig været hjemme i Danmark siden. Vi kom til Detroit kl. 22. Ingers onkel var der for at hente os. Vi havde aldrig set ham, så vi havde sendt et billede af os til ham, for at han kunne kende os. Men han kunne ikke finde os. Men så så Inger en ældre mand, han havde ryggen til os. Det var, som hun så sin egen far fra ryggen. Hun gik hen til ham og spurgte, om det ikke var onkel Frederik, og det var ham.

Vi tog en taxa ud til, hvor han boede. Klokken blev 3 om natten, før vi kom til ro, for der var så meget at snakke om. Det var første gang, han havde besøg af familie. Vi var ude at se mange forskellige ting i de dage i Detroit. Men tiden går, og vi må afsted igen.

Den 3. marts om aftenen går vi ombord i toget til New York. Næste morgen kommer vi til New York. Der har været snestorm, så der lå en masse sne.

Vi kom ind på hovedbanegården, aldrig før har jeg set noget så stort. Vi blev helt bange for os selv. Her var det bare med at holde sammen, for ellers kunne vi ikke finde hinanden igen. Inde i det store kompleks fandt vi et lille sted, hvor vi kunne få morgenmad og se os lidt omkring. Mens vi sad der, fik jeg øje på et skilt, hvorpå der stod taxa inde midt i det hele. Efter endt morgenmad gik vi hen til skiltet, og straks kom der en taxa. Vi bad chaufføren om at køre os til et både billigt og godt hotel. Det kunne han sagtens klare. Hotellet var både godt og billigt.

Vi havde nu et døgn i New York. Men der lå meget sne, og lillebror var blevet forkølet, så det var ikke så nemt at komme ud at se noget. Vi spiste til aften på en italiensk restaurant. Næste morgen efter morgenmaden pakker vi så sammen igen, jeg går ud på gaden for at få en taxa. Det var nemt nok, for de kører rundt hele tiden.

Vi kører nu ned til havnen til Norske Amerika Linjen, som vi skal med over Atlanten. Da vi står ved båden for at vise vore billetter, ser jeg på skibet. Jeg kan se et transportbånd, som går fra kajen og over til en luge i skibet. Der ser jeg vores skibskiste og køjesække rulle over i skibet, så jeg var nu sikker på, at vi fik det hele med.

Vi kom ombord på båden, fik anvist vores kahyt og fik nogle praktiske ting at vide. Vi fik pakket ud og kom i orden. Vi gik så op på dækket for at se afsejlingen fra Amerika.

Nu ventede 10 døgn på båden. Der var nogenlunde vejr til turen.

Den første dag mødte jeg en ældre mand, som skulle en tur hjem til Danmark. Han havde været derovre i 47 år og skulle for første gang hjem. Det kneb ham meget at tale dansk. Nu gik vi hver dag og snakkede med hverandre, til vi nåede Oslo, og så kunne han tale dansk igen.

Turen over Atlanten gik fint, børnene legede meget af tiden. Nu da båden var 3 dage forsinket, var der jo mange, der havde haft ekstraudgifter til hotel og deslige. Vi fandt ud af, at vi kunne få det refunderet hos rederiet, så vi skrev en regning på 3 dages hotelophold og gik til skibets kontor med den. Der fik vi pengene udbetalt. Vi fik god mad ombord og alt det, vi kunne spise.

Vi nærmer os nu Oslo og får besked om, at båden ikke sejler til København, men kun til Oslo. Vi kunne så komme med DFDS fra Oslo til København eller Frederikshavn. Vi regnede så ud, at det ville være både billigere og hurtigere at tage over Frederikshavn. Vi får så udleveret billetter til Frederikshavnerbåden.

Den 15. marts anløber vi Oslo og går fra borde med vore kufferter. Vi går en tur i Oslo, og vi er inde et sted og få noget at spise. Men det er koldt, så vi går ombord på båden til Frederikshavn og får børnene i seng. Næste morgen er vi i Frederikshavn, hvor vi tager toget til Århus.

Men der er sket noget, som vi burde have tænkt på, men ikke har taget i betragtning. Min svigerfar, min far og min ældste bror står i København for at tage imod os. De er meget skuffede, da vi ikke er med.

Min svigerfar så nu nogle, som han kendte, som også var ovre for at tage imod familie fra Amerika. Han spurgte nu dem, om de ikke havde set os. Det havde de og kunne fortælle, at vi var taget over Frederikshavn. Nu ringede min svigerfar til Ingers søster i Århus og fortalte, hvilken vej vi kom. De kiggede i køreplanen og kunne nu regne ud, hvornår vi kunne være i Århus.

Vi regner sådan set med, at vi kan komme ubemærket til Århus, men da toget standser i Århus, står min svoger på perronen og tager imod os. Ingers søster var der også. Vi skal nu med et andet tog på en halv times rejse, og vi er hjemme igen.

Det er den 16. marts 1960, klokken er ca. 14.

Til aften kommer min svigerfar, min far og min bror så fra København. Min far skældte lidt ud over, at vi var taget den forkerte vej. Og så sagde han velkommen hjem.

---

Hermed slutter min beretning. Edmund Louis Junker Clausen — Langberg — december 1986. Edmund og Inger (født Skriver, se Brev til Grethe fra Inger) blev gift i Mørke Kirke i 1953; Ingers far, svigerfar Marius, boede i Ommestrup.